Samfund

Dagens konfirmand kom tidligt i kongelig lære

Lørdag skal prins Christian konfirmeres. Med årene er hans opgaver for kongehuset vokset.

Stemningen var nærmest euforisk, da kronprins Frederik om formiddagen 15. oktober 2005 steg ud af elevatoren i Rigshospitalets forhal.

I de tidlige morgentimer var kronprinsparret blevet forældre for første gang. Landet havde fået den næste tronarving.

- Han sover og ved slet ikke, hvad der venter ham i fremtiden, lød det fra den nybagte far til de mange pressefolk, som i timer, nogle hele natten, havde ventet på nyheden.

Når prins Christian lørdag skal konfirmeres, har han for længst erfaret, hvad der forventes af ham som kronprinsparrets førstefødte.

Han var kun seks år, da han i gråt jakkesæt debuterede som dronningens medhjælper ved afsløringen af et nyt familieportræt på Frederiksborg Slot, og siden er opgaverne blevet større.

For nylig har kongehuset oplyst, at prins Christian sammen med dronningen og kronprins Frederik i juni deltager i markeringen af det forsinkede 100-års jubilæum for genforeningen af Danmark og Sønderjylland.

En noget mindre fest

Prins Christians konfirmation er – ligesom så mange andre unges konfirmation – blevet udskudt ad flere omgange på grund af coronapandemien.

Men klokken 11 i Fredensborg Slotskirke skal konfirmanden altså bekræfte sin dåb og efterfølgende fejre begivenheden med 25 gæster i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.

- Man må kun være 25 samlet, og det gælder altså også, selvom man er kongelig. Så det bliver en noget mindre fest, end hvad man havde kunnet forestille sig for landets kommende konge, siger Camilla Slyngborg, TV 2s reporter, der følger begivenheden.

Camilla Slyngborg beskriver dagens konfirmand som en ung mand og storebror til tre, der befinder sig naturligt i sin rolle og i sit møde med pressen og offentligheden, når han eksempelvis har deltaget i Royal Run med sin familie.

- Det er mit indtryk, at prins Christian ikke er bange for at træde frem og svare på spørgsmål fra pressen, og det er jo dejligt for ham, siger hun.

Har iscenesat sig som børnefamilie

Fra forældrenes side er det helt bevidst at lade prinsen vokse med opgaverne, siger historiker og kongehusekspert Michael Bregnsbo fra Syddansk Universitet.

- Han skal en dag være konge, og tidligt blev der lagt en plan for, hvordan han bedst forberedes på det. Mens dronningen og prins Henrik inddrog Frederik og Joachim meget lidt i de officielle opgaver, så har kronprinsparret valgt at gøre det på en anden måde, siger Michael Bregnsbo.

- Det gælder ikke bare for prins Christian, men også for hans søskende, at de i en tidlig alder har været med. På den måde har kronprinsparret iscenesat sig som en børnefamilie og ikke bare som to kongelige højheder.

Eksempelvis da hele familien med 'Dannebrog' besøgte Grønland i 2014. Her var det prins Christian, der hjalp sine søskende, Isabella, Josephine og Vincent, på vej, når der skulle gives håndtryk og lyttes til velkomsttaler i de bygder, hvor kongeskibet lagde til.

Men når det kommer til hverdagen, så forsøger kronprinsparret at give deres børn en tilværelse, der, så vidt det lader sig gøre, minder om deres jævnaldrendes.

Som det første barn i kongefamilien kom prins Christian ikke på privatskole. I stedet har han sin skolegang på en folkeskole, Tranegårdskolen, i Hellerup.

Prins Christian skal konfirmeres i Fredensborg Slotskirke lørdag klokken 11. Bagefter fejres han privat i Kancellihuset.

Læs mere om konfirmationen her:

  • Det er kongelig konfessionarius biskop Henrik Wigh-Poulsen, der forestår konfirmationen.
  • Bagefter fejres prinsen i Kancellihuset ved Fredensborg Slot ved en middag for 25 personer.
  • På grund af coronaretningslinjerne deltager ingen gæster fra udlandet. Prins Joachim og hans familie, der bor i Paris, er derfor ikke med. Det er prinsens morfar, John Donaldson, der bor i England, heller ikke.
  • Med hensyn til familien i Australien er det ikke muligt for dem at deltage på grund af udrejserestriktioner.
  • Men prinsens to fætre prins Nikolai og prins Felix er ifølge Billed-Bladet med til fejringen.
  • Fredensborg Slotskirke benyttes ofte til kongelige konfirmationer. Kronprins Frederik og prins Joachim er konfirmeret her, og det samme er dronningen og hendes søstre, prinsesse Bendikte og eks-dronning Anne-Marie.

Kilder: Kongehuset, Billed-Bladet.