Coronavirus

Dansk mor: Jeg mistede mit barn til corona

Ifølge svensk forsker er gravide kvinder i risikogruppen og bør beskyttes mest muligt mod corona, lyder det.

To måneder før Karoline Oreskov skulle føde, blev hun testet positiv for corona.

Hun blev meget syg, og mens hun lå i sygesengen, mærkede hun pludselig, at der var mindre aktivitet fra hendes ufødte søn i maven.

- Jeg ringer til hospitalet søndag. De siger, at jeg skal lægge mig på siden og koncentrere mig om at snakke med ham. Men det hjælper ikke. Der kommer ikke mere tegn på liv, fortæller hun.

Karoline Oreskov, der var isoleret fra sin mand og datter, kørte selv på hospitalet, men de sendte hende hjem med sætningen om, at “alt ser fint ud”.

Gravide skal vide det, og hospitalerne skal vide det

Karoline Oreskov

To dage efter fødte hun sønnen Oscar ved akut kejsersnit.

I en time kæmpede lægerne for hans liv, men det stod ikke til at redde.

Et kvarter før lægerne erklærede ham død, nåede Karoline Oreskovs mand frem til hospitalet, og sammen tog de afsked med Oscar.

Karoline Oreskov har nu sat sig for at advare andre gravide. For hun mener, at hendes søn døde, fordi hun blev smittet med covid-19, fortæller hun i ‘Go’ aften LIVE’.

- Gravide skal vide det, og hospitalerne skal vide det, siger hun.

Moderkagen havde fået corona

Ifølge Karoline Oreskov konkluderer lægerne i første omgang, at Oscar manglede ilt i maven, samt at overgangen fra maven til verden uden for var for stor, men to måneder senere har lægerne en anden mulig forklaring, da hun sammen med sin mand er til et møde på hospitalet.

Deres søn var ikke smittet med corona, men det var moderkagen derimod, og på baggrund af obduktionen bekræfter lægerne, at iltmangel var årsagen til sønnens død.

I meget sjældne tilfælde kan covid-19 under graviditeten føre til inflammation i moderkagen, og den inflammation kan være farlig

Mehreen Zaigham, post.doc ved Lund University

- Min moderkage er stået af, så han fik ikke ilt nok, forklarer Karoline Oreskov.

Lægerne i Danmark vil ikke med sikkerhed sige, at covid-19 kostede Oscar livet, men de ser det som “sandsynligt”, står der i hendes journal, som TV 2 er i besiddelse af.

- I forbindelse med et lignende tilfælde i Sverige, vurderer jeg, at det er sandsynligt, at covid har været medvirkende til forløbet, skriver lægen.

Dansk overlæge: Vi følger det tæt

I Danmark følger man udviklingen tæt og holder skarpt øje med, om der eksisterer en øget risiko for abort eller fosterdød, hvis man som gravid bliver smittet med covid-19.

Sådan lyder det fra overlæge og formand hos Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækolog, Hanne Brix Westergaard, der rådgiver Sundhedsstyrelsen.

Hun understreger dog, at det er for tidligt at konkludere noget.

Hvordan påvirkes gravide?

Viden om, hvordan coronavirus påvirker gravide, er stadig sparsom.

Gravide betragtes dog som værende i øget risiko ud fra et hensyn til både den gravide og det ufødte barn. 

Blandt smittede gravide er der påvist en let øget risiko for indlæggelse, samt fødsel før terminen, men langt de fleste gravide har enten slet ingen symptomer eller et sygdomsforløb med milde til moderate symptomer. Ifølge 'Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi' har man heller ikke set øget risiko for abort eller misdannelser hos barnet hos kvinder smittet med coronavirus.

Læs mere på www.dsog.dk

Indtil videre viser danske og nordiske tal på området ifølge Hanne Brix Westergaard ikke, at der er en øget risiko abort eller fosterdød, hvis man som gravid bliver smittet med covid-19.

- Det ændrer sig måske. Vi følger det rigtig tæt, og vi følger selvfølgelig også de fund hos Karoline og de andre gravide, vi måtte møde, siger hun.

Og i en skriftlig kommentar fra Sundhedsstyrelsen, lyder det:

”Vi følger løbende evidensen på området og vurderer, om der er indikation for at supplere eller revidere vores anbefalinger”.

Svensk læge: Gravide er i en risikogruppe

Spørger man Mehreen Zaigham, der post.doc ved Lund University samt læge på obstetrisk-gynækologisk afdeling på Skåne Universitetshospital, bør gravide kvinder uden forbehold ses som en risikogruppe.

Mehreen Zaigham forklarer, hvordan covid-19 kan give infektion i moderkagen. Video: Julie Tantholdt

- Gravide kvinder bliver i højere grad alvorligt syge med covid-19, og på baggrund af ny forskning og igangværende forsøg ser vi stærke indikationer på, at de er en risikogruppe, som skal passes på under pandemien, lyder det.

Mehreen Zaigham har forsket i konsekvenserne af gravide kvinders sygdomsforløb med covid-19. Både hendes første studie af 108 kvinder, hendes nyeste svenske studie og internationale studier har vist, at det kan være risikofyldt for gravide kvinder at få corona, lyder det:

Vi bliver nødt til at acceptere, at der var nogen, der skulle være de første til at opleve det, og det blev så bare os

Karoline Oreskov

- I meget sjældne tilfælde kan covid-19 under graviditeten føre til inflammation i moderkagen, og den inflammation kan være farlig, siger hun til TV 2.

Mehreen Zaigham er ikke i tvivl om, at gravide kvinder bør ses som en risikogruppe. Video: Julie Tantholdt

Studier viser nemlig, at gravide kvinder med corona i højere grad føder for tidligt, får akutte kejsersnit og i sjældne tilfælde bliver moderkagen inficeret og stopper med at tilføre ilt til fosteret, hvilket i få tilfælde har medført, at barnet ikke har overlevet.

Vil ikke give skylden til nogen

Det er nu snart et halvt år siden, at Karoline Oreskov og hendes mand mistede deres søn, Oscar.

Hans billede står i vindueskarmen, og i familien taler de meget om ham.

De vil ikke skyde skylden på nogen, selvom de selv har kæmpet med en skyldfølelse.

- Vi bliver nødt til at acceptere, at der var nogen, der skulle være de første til at opleve det, og det blev så bare os, lyder det.

Og det er netop derfor, de nu står frem med deres historie.

De håber, at myndighederne og hospitalerne vil være opmærksomme, når gravide kvinder fremover bliver smittet med corona.

- Hvis en gravid ringer ind og mærker mindre liv, så sig, at de skal komme ind med det samme, hvis de har corona, forklarer hun.