Britisk dommer i voldsomt angreb på Skat i udbyttesagen

Skat skal betale flere hundrede millioner i erstatning til den hovedmistænkte i udbyttesagen.

Skattestyrelsen og deres højtbetalte advokater har håndteret det gigantiske retsopgør i "udbyttesagen" så ringe, at det kommer til at koste de danske skatteydere ekstra dyrt i kompensation til de sagsøgte.

Det siger dommer Andrew Baker fra High Court i en ny afgørelse om fordeling af sagsomkostninger.

Afgørelsen er så sønderlemmende i sin kritik, at den vækker opsigt blandt advokater fra England til Dubai.

Det er en svidende afgørelse mod Skat

Azizur Rahman, advokat

Kort fortalt handler udbyttesagen om, hvordan 12,7 milliarder kroner forsvandt ud af den danske statskasse mellem 2012 og 2015.

De danske myndigheder mener, at pengene er forsvundet gennem et omfattende svindelsystem, mens den hovedmistænkte, britiske Sanjay Shah, har udtalt, at det danske skattevæsen lod en ”ladeport stå åben”.

Derfor har Skattestyrelsen sagsøgt over hundrede personer og selskaber alene i London, og sagen er blevet kaldt den største og dyreste i nyere engelsk historie.

Men det var slet ikke nødvendigt at sagsøge så mange på så voldsom en måde, mener dommeren. Og samtidig angriber han “ledende danske politikere” for at have vist “dårlig dømmekraft” og gøre det milliarddyre søgsmål i London til et politisk “spil for galleriet”.

Derfor skal Skattestyrelsen inden for få måneder betale den højest mulige kompensation på 300 millioner kroner til Sanjay Shah og de andre sagsøgte - enten direkte eller deponeret på rettens konto.

Fakta om udbyttesagen

  • Sagen kom frem i august 2015, hvor Skat fortalte om udbyttesvindel for 12,7 milliarder kroner
  • Britiske Sanjay Shah, der bor i Dubai, er i årevis blevet betegnet som hovedmistænkt – han erkender at have modtaget over 8 milliarder kroner
  • En hidtil ukendt gruppe fra USA, anført af Matthew Stein og Jerome Lhote, er involveret i udbetalinger for over 4 milliarder kroner
  • Skattestyrelsen har anlagt omkring 545 søgsmål over hele verden mod personer og selskaber
  • Foreløbig har Skattestyrelsen indgået forlig, der sikrer 1,6 milliarder kroner til Danmark
  • Politiet har tiltalt otte personer

Ligner hævn

Udover de mange millioner kroner risikerer Skattestyrelsen samtidig at miste over 15 millioner dokumenter, der blev beslaglagt fra Sanjay Shahs selskaber i Dubai, fordi grundlaget for beslaglæggelsen, ifølge dommeren, var forkert.

- Det er en svidende afgørelse mod Skat, skriver Azizur Rahman fra advokatfirmaet Rahman Ravelli, der er eksperter i økonomisk kriminalitet, i en mail til TV 2.

- Det virker som om, at dommeren ser det som hævn motiveret af et forsøg på at behage masserne snarere end en intention om at opnå retfærdighed, tilføjer advokat Samer Abou Said, der følger sagen fra advokatfirmaet The Firm i Dubai.

Det er bare to uger siden, at hele Skattestyrelsens søgsmål blev afvist med henvisning til en flere hundrede år gammel lov, der forhindrer andre lande i at føre skattesager ved britiske domstole.

Dommeren har dog givet Skat lov til en delvis appel af afvisningen, men den appel omfatter ikke hovedmanden Sanjay Shah, der er bosat i Dubai.

Afgørelse viser dommerens afsky

Herhjemme ser juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet, som har speciale i økonomisk kriminalitet, afgørelsen som et udtryk for dommerens “afsky” for sagen.

- Den afspejler, at dommeren finder sagsanlægget dybt urimeligt, og det slår også igennem på afgørelsen om omkostningerne, skriver Lars Bo Langsted i en mail.

Professoren vil ikke gå i detaljer med selve substansen i afgørelsen, men han mener ikke, at selve strategien om at bruge milliarder på civile retssager giver mening.

Skattestyrelsen har foreløbig brugt over en milliard kroner på at føre de civile retssager, og den endelige regning ventes at nå mindst 2,4 milliarder kroner.

Advokaterne åbenlyse vindere

De civile sager er anlagt til trods for, at Bagmandspolitiet siden 2015 har efterforsket sagen og for år tilbage beslaglagt milliarder af kroner.

I år har Bagmandspolitiet rejst tiltaler mod otte personer for groft bedrageri for over 10 milliarder kroner - heriblandt Sanjay Shah.

- Det virker forrykt at bruge så mange penge på de civile sager i udbyttesagen, når SØIK i forvejen arbejder på sagen og kæmper for at få fængslet de ansvarlige bagmænd og få så mange penge tilbage til Danmark som muligt, siger Lars Bo Langsted.

- De eneste åbenlyse vindere er Kammeradvokaten og de udenlandske advokater, der modtager milliarder for at føre sagerne. Det kan i nogle tilfælde give mening også at anlægge civile sager for at presse folk og få pengene tilbage, men ikke med de her sagsomkostninger, siger han.

Shah truer med retssager

Det næste retsmøde i London er 16. juni, hvor dommeren skal tage stilling til, hvad der skal ske med de mange millioner Shah-dokumenter, der er beslaglagt i Dubai samt de godt 3,5 milliarder kroner, Skattestyrelsen har fået indefrosset.

Samtidig har Sanjay Shahs advokater fra firmaet Meaby varslet søgsmål mod Skat for uretmæssig indefrysning af hans værdier.

Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra advokaterne om deres krav mod Skat, og Shahs talsmand Jack Irvine oplyser, at han ikke har nogen kommentarer til afgørelsen om omkostningerne.

- Jeg vil hellere end gerne lade den fantastiske dommer Baker tale, skriver Jack Irvine i en mail.

Skattestyrelsen forsvarer dyrt retsopgør

Skattestyrelsen afviser at stille op til interview, men i en mail forsvarer de strategien om at anlægge flere hundrede søgsmål.

Ifølge Skattestyrelsen skete det nemlig blandt andet af hensyn til danskernes “retsfølelse” og den mulige præventive effekt.

Derudover understreger Skattestyrelsen, at der med civile sager er mulighed for at inddrage mange flere personer, som samlet vil have flere penge, man kan gå efter, end de bagmænd Bagmandspolitiet fokuserer på i en straffesag.

Endelig vidste Skattestyrelsen ikke, at Bagmandspolitiet ville rejse tiltale, da de i 2016-2017 besluttede at anlægge sagerne, lyder det i det skriftlige svar.

Det var på tidspunktet for anlæggelsen af sagerne i foråret 2018 kendt, at Bagmandspolitiet i samarbejde med kolleger i andre lande havde beslaglagt enorme beløb og gennemført ransagninger mod Sanjay Shahs firmaer i London.

Virker som en "halsløs gerning"

På Aalborg Universitet giver Lars Bo Langsted dog ikke meget for Skattestyrelsens forklaring.

Ifølge juraprofessoren giver det hverken økonomisk eller i forhold til retsfølelsen mening, når der bruges milliarder på advokater for at få pengene hjem.

- Forklaringen på strategien kan være, at man i Skatteministeriet har så lidt tillid til SØIK, at man forsøger at få så meget som muligt rent erstatningsretligt. Men det virker som en halsløs gerning med de omkostninger, siger Lars Bo Langsted.

Du kan læse alle TV 2s artikler om udbyttesagen her og se 'Operation X'-programmerne om sagen på TV 2 Play.

Det udbetalte Skat i svindelsagen på den tid, du har brugt på at læse artiklen

420,5

Svindlen toppede i 2015, hvor Skat nåede at udbetale over otte milliarder kroner fra januar til august, hvor svindlen blev stoppet. Det svarer til 420,50 kroner i sekundet.