Samfund

Partier kræver mundbind fjernet, så snart vi er vaccineret

De Konservative mener, at kravet om mundbind skal kunne frafalde, hvis smittetallet er lavt.

Alle mundbindskrav skal være sløjfet senest, når danskerne er vaccineret. Sådan lyder det fra samtlige partier i Folketinget uden om regeringen i en rundspørge, som TV 2 har foretaget.

Ifølge de Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, bør det udslagsgivende punkt være, hvornår vi er nået til bunds i vaccinekalenderen.

- Nu er vi jo helt henne sidst i august eller først i september, inden alle er færdigvaccinerede. Men derefter er der jo ingen grund til at opretholde restriktionerne.

Larsen mener også, at et lavt smittetal skal kunne udløse et farvel til mundbindet.

- Jeg ser da for mig, at vi får en sommer, hvor smittetallene kommer væsentligt længere ned. At vi ligesom sidste sommer vil have masser af kommuner, hvor der ikke er nogen smittede. Og så skal vi selvfølgelig også af med restriktionerne.

Radikale: To parametre man skal kigge på

Ifølge Stinus Lindgren skal man kigge både på antal vaccinerede og udviklingen i epidemien, inden man sløjfer kravet om mundbind. Video: Sofie Sparre

Stinus Lindgren, som er sundhedsordfører hos de Radikale, vil ikke sætte en konkret dato på, hvornår mundbindet skal lægges på hylden. Han peger dog på to parametre, man kan arbejde efter.

- For det første bliver man nødt til at følge epidemiens udvikling og se på, hvor mange der er vaccinerede. Det er jo klart, at når vi har vaccineret en stor andel af befolkningen, så får vi ikke den spredning af sygdommen, som vi har set tidligere. Og det er jo derfor, vi bruger mundbind.

Venstre: Vi skal lægge forudsætninger ind

Hos Venstre er holdningen, at man skal passe på, at coronarestriktionerne ikke bliver en ny normal.

- Derfor skal vi have lagt nogle forudsætninger ind, så vi siger, at når det og det sker, så er det væk med restriktionerne. Og der siger vi, at når danskerne er vaccinerede, så må vi altså af med de mundbind, fastslår Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

Sundhedsstyrelsen anbefalede første gang mundbind i juli sidste år.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ikke ønsket at udtale sig om en eventuel afskaffelse af kravet om mundbind.

TV 2 forsøger fortsat at få en kommentar.

Brug af mundbind

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport "Brug af mundbind i det offentlige rum", rører folk med mundbind mindre ved deres ansigt end personer uden.

Desuden skriver styrelsen, at mundbind også kan få bæreren til at ændre adfærd, både positivt og negativt i forhold anden smitteforebyggende adfærd. 

Desuden kan brugen af mundbind få omgivelserne til at være mere opmærksomme på at holde afstand til den person, der har mundbindet på, skriver styrelsen.