Meget få danskere rammes af alvorlige corona-senfølger
Den yngre del af befolkningen behøver ikke være speciel bange for kroniske senfølger, siger overlæge.
Der er rigtig gode nyheder til de tusindvis af danskere, der har været smittet med coronavirus, men som ikke har været så hårdt ramt, at de har haft behov for at blive indlagt.
Denne gruppe har nemlig lav risiko for alvorlige senfølger, der kræver behandling med lægemidler eller indlæggelse på sygehuset.
Det viser et videnskabeligt studie, som danske forskere fra landets fire største universiteter har fået udgivet i det førende medicinske tidsskrift - britiske The Lancet Infectious Diseases.
- Covid er ikke en mystisk sygdom, og den fører for langt de fleste ikke til alvorlige langtidsproblemer. Det er klart et mindretal, der får alvorlige senfølger, siger medforfatter og overlæge Reimar W. Thomsen fra Aarhus Universitet til TV 2.
Samtidig oplever de fleste ikke-indlagte coronasmittede blot milde symptomer og bliver hurtigt raske igen.
Reimar W. Thomsen oplyser, at det er omkring 95 procent af de coronasmittede i Danmark, der ikke har haft behov for at blive indlagt.
Da smitten i øjeblikket herhjemme primært stiger blandt den yngre del af befolkningen, viser studiets resultater ifølge overlægen, at denne gruppe ikke behøver at være skræmt af kroniske senfølger som følge af en positiv test.
Ikke det komplette billede
Forskernes datamateriale bygger på samtlige de danskere, der blev smittet med coronavirus fra slutningen af februar til slutningen af maj 2020 under den første bølge herhjemme.
Resultaterne fra de omkring 10.000 positive personer er blevet sammenlignet med mere end 80.000, som blev testet negativ for covid-19 i den samme periode.
Studiet er gennemført ved at behandle data fra de danske sundhedsregistre for hospitalskontakter og diagnoser, indløsning af receptpligtig medicin og besøg hos praktiserende læge.
Senfølgerne er blevet registreret i et halvt år - fra to uger efter personen blev smittet og seks måneder frem.
Reimar W. Thomsen kalder studiet "unikt", men samtidig påpeger han, at forskerne ikke har fået et komplet billede af senfølgerne efter en positiv test for covid-19.
- Vi kan kun se de alvorlige sygdomme eller symptomer, som enten har medført medicinsk behandling eller en hospitalsdiagnose. Folk kan godt opleve at være meget påvirket af generende senfølger - uden at det samtidig fører til en behandling på sygehuset, siger han.
De typiske milde, men generende, senfølger, som danskerne oplever efter coronasmitte, er ifølge overlægen længerevarende træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær, muskelsmerter, åndenød og en påvirket lugtesans.
Typiske, milde senfølger af corona
Øget kontakt til egen læge
Studiet har også set på i hvor høj grad, at de coronasmittede har opsøgt egen læge, og der blev fundet 20 procent flere kontakter til praktiserende læger - end blandt ikke-smittede.
- Det kunne tyde på, at de milde senfølger giver kontakt til læge, men uden det fører til enten medicinsk behandling eller kontakt til et sygehus, siger Reimar W. Thomsen.
Overlægen understreger, at de milde, men generende, senfølger af coronavirus kan være yderst problematiske for den enkelte.
Men samtidig kalder han det "betryggende", at studiet ikke finder nogen høj forekomst af indlæggelser på grund af blodpropper, hjerte-lungesygdom eller andre alvorlige senfølger.
Lille risiko for alvorlig sygdom
Tidligere har de fleste videnskabelige studier undersøgt komplikationer efter coronasmitte på patienter, der har været så syge, at de har været indlagt på hospitalet.
Det oplyser hovedforfatteren bag det danske forsøg - professor Anton Pottegård fra Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Studierne har fundet en markant øget risiko for en række alvorlige senfølger, såsom blodpropper, betændelse i hjertemusklen, permanent nedsat lungefunktion og alvorlig psykisk sygdom.
- Vores studie viser, at hvis du har haft et mildt coronaforløb, er din risiko for alvorlige komplikationer, der medfører specifikke sygehusindlæggelser eller behandling med lægemidler, lille, siger han.
Stor dansk undersøgelse på vej
Indtil videre har næsten 260.000 danskere ifølge tal fra Statens Serum Institut været konstateret smittet med coronavirus under epidemien.
Knap 15.000 danskere har været indlagt med virussen, og næsten 2500 personer er døde med covid-19 i kroppen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste på et pressemøde mandag, at der nu vil blive sat en stor, dansk undersøgelse i gang, der skal afdække konsekvenserne af senfølgerne.
Det vil ske ved hjælp af et spørgeskema fra Statens Serum Institut. Spørgeskemaet bliver udsendt til dem, der har været testet positiv med coronavirus siden efteråret 2020.