Samfund

Kina fordømmer Anders Fogh Rasmussens konference

Konferencen i København kan ende med kinesiske sanktioner mod Danmark.

Allerede før Copenhagen Democracy Summit, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen står bag, er startet, møder konferencen skarp kritik fra det kinesiske styre.

Problemet er, at både Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, samt Nathan Law, der er demokratiforkæmper i Hongkong, og den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), deltager virtuelt.

- Vi modsætter os stærkt indblanding i vores interne forhold fra enhver regering, organisation og ethvert individ. Antikinesiske aktiviteter udført af udenlandske kræfter i et aftalt spil med separatister, som taler for uafhængighed til Taiwan og Hongkong, er dømt til at mislykkes, skriver den kinesiske ambassade i en udtalelse til Politiken.

Kina ser det som et brud på det kinesiske princip med "et land, to systemer" i forhold til Hongkong. Derudover ser styret Taiwan som kinesisk territorium – en holdning, Tsai Ing-wen ikke deler.

Kina tvinges til sanktioner

Vreden i moderlandet er endnu mere udtalt end den fra ambassaden i Danmark. Den kinesiske professor Victor Zhikai Gao fra Soochow universitet, der ligger i Taiwan, optræder ifølge Politiken reelt som talerør for styret. Og han er ikke begejstret for den danske konference.

- Hvis den danske udenrigsminister virkelig mener, at Kina er en fjende, så sig det åbent, hvilket vil føre til, at Kina øjeblikkeligt vil håndtere Danmark. Hvis Danmark bryder et-Kina-politikken, har Kina intet andet valg end at lave sanktioner mod Danmark, siger han til avisen.

Hertil og ikke længere

Allerede i marts rettede det kinesiske styre en række sanktioner mod Anders Fogh Rasmussen og hans organisation Alliance of Democracies Foundation. Det betyder, at medarbejdere og deres familier ikke kan rejse ind i Kina eller lave forretninger i landet.

Den tidligere statsminister giver ikke meget for kritikken af konferencen.

- De prøver at lægge pres på os alle sammen. Når de siger, at vi blander os i deres forhold, så er det dem, der blander sig i vores, når de vil bestemme, hvem jeg må invitere til en konference, siger Anders Fogh Rasmussen til TV 2.

Samtidigt understreger han, at hvis de rent faktisk mener det med "et land, to systemer", så bør det også være muligt at tale med prodemokratiske personer fra Taiwan og Hongkong.

Kina-venlig på lige vilkår

Anders Fogh Rasmussens konference, hvor altså også udenrigsminister Jeppe Kofod deltager, kan ende med at få konsekvenser for Danmarks diplomatiske forhold med Kina. Eksempelvis ved at danske ministre ikke længere kan komme på besøg i Kina. Det skriver Politiken.

Og selvom det er vigtigt med et godt forhold til det kommunistiske styre, så skal vi ikke finde os i alt, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Til syvende og sidst så kommer det ned til spørgsmålet om, hvad der vejer tungest, principper eller profit. Og der kommer altså et tidspunkt, hvor principperne bliver så vigtige, at de må veje tungere end de sanktioner, der kommer fra kinesisk side, siger han.