Samfund

Overblik: Her er regeringens sommerhjælpepakke

Regeringen lægger op til, at sommerens hjælpepakke skal minde om det, man så sidste år.

Står det til Socialdemokratiet, og dermed regeringen, skal der afsættes omkring halvanden milliard kroner til at sparke gang i turismen, kulturlivet og oplevelsesbranchen denne sommer.

Pengene skal blandt andet bruges på at gøre rejser i Danmark billigere, tiltag målrettet kulturlivet og på en hjælpende hånd til sektorer, der er særligt hårdt ramt af pandemien.

Samtidig understregede finansminister Nicolai Wammen (S) dog også, at man ikke har ”en plan for, hvordan hver evig eneste krone skal bruges”. I stedet vil man invitere folketingets partier til forhandling og lytte til deres forslag.

Sådan skal pengene fordeles, mener regeringen:

  • Gang i turismeerhvervet i Danmark: 280 millioner kroner
  • Billigere indenrigsrejser i sommerperioden: 205 millioner kroner
  • Tiltag målrettet kulturlivet: 315 millioner kroner
  • Ramme til særligt udsatte sektorer: 400 millioner kroner
  • Ramme til sårbare ældre: 100 millioner kroner
  • Oplæg til udmøntning af eksportreserve: 155 millioner kroner

Billige rejser og fokus på de største byer

Wammen sagde flere gange på pressemødet, at man gerne ville lave en aftale, der mindede om den sommerhjælpepakke, man så sidste år.

Et eksempel kunne være, at man, ligesom sidste år, frigav en million orangebilletter til maksimalt 99 kroner stykket for rejser hen over Storebælt.

Man kunne også forestille sig, at det igen blev gratis at tage færgen til de danske øer for rejsende til fods eller på cykel, sagde finansministeren.

Ét nyt tiltag lægger regeringen dog op til: I et forsøg på at få flere danskere til at tage på ferie i landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, skal det være muligt for restauranter at søge om op til 50.000 kroner i tilskud til at skabe gode oplevelser for kunderne. Regeringen afsætter 50 millioner kroner til puljen.

Som en del af sommerpakken sidste år var der desuden halv pris på entre til blandt andet cirkusser, museer, spillesteder og teatre. En del af de 315 millioner, der er målrettet kulturlivet skal bruges på museer, men om man kan forvente en lignende ordning i år, ville kulturminister Joy Mogensen (S) ikke svare på.

- Halvprisordningen kom mange til gode, men desværre har der bagefter vist sig nogle spørgsmål ved den, som vi skal vende meget nøje i forhold til afgræsning og statsstøtteproblematik.

Hvilke andre konkrete initiativer man kunne forestille sig på kulturområdet, ønskede ministeren ikke at uddybe. Det ville hun gemme til forhandlingslokalet.

Her kan du se, hvordan sommerpakken så ud sidste år: