Samfund

Myndighederne ville halvere brugen af tvang i psykiatrien – syv år senere er tallet steget

Følgevirkningerne kan få alvorlige konsekvenser for patienterne, som kan være traumatiseret flere år efter.

Sundhedsministeriet og Danske Regioner indgik i 2014 en aftale om at halvere brugen af bæltefikseringer og mindske den samlede brug af tvang i psykiatrien inden udgangen af 2020.

Nu har Sundhedsstyrelsen gjort status på indsatsen, man vist roligt kan konkludere har fejlet.

I en pressemeddelelse kan man læse, at selvom parterne var klar over, at der var tale om en ambitiøs aftale, var der en tro på, at det kunne lade sig gøre.

- At vi i dag står i en situation, hvor der samlet set er flere mennesker, der udsættes for tvang end i 2014, det er både trist, utilfredsstillende og bekymrende, siger vicedirektør Helene Probst i Sundhedsstyrelsen blandt andet.

Der står videre, at partnerskabet er nu udløbet, men det er besluttet, at der skal sættes nye mål for brugen af tvang. Indtil de er på plads, vil myndighederne fortsat følge anvendelsen tæt.

Af Sundhedsstyrelsens rapport 'Monitorering af tvang i psykiatrien' fremgår det, at der i 2014 var 5801 personer, som blev udsat for én eller flere tvangsforanstaltninger, mens tallet i 2020 var 5923. Antallet af bæltefikseringer er dog faldet.

Langt fra målet

I landsforeningen Bedre Psykiatri, der kæmper for bedre behandling til mennesker med psykiske sygdomme og deres pårørende, er generalsekretær Jane Alrø Sørensen ikke overrasket over, at myndighederne ikke kom i mål.

- Lige nu er vi meget langt fra målet, fordi vi gennem mere end ti år i stigende grad har udsultet psykiatriområdet. Det har tydeligvis været for ambitiøst, når det ikke er blevet fulgt op med flere ressourcer til at forbedre psykiatrien, siger hun til TV 2.

Hvis det er, at man for alvor vil ændre noget på området, så kræver det, at der er midlerne til, at personalet kan tage sig tid til at lære både patienter og de pårørende at kende. Men det er der ifølge generalsekretæren ikke tid til, som det er nu.

- Det er min klare opfattelse, at personalet ikke nyder at bruge tvang og ønsker at gøre det godt, men at de i høj grad mangler hænder. At de ikke har tiden til at sætte sig med den enkelte og man i stedet ender med fikseringer eller tvangsernæring, siger Jane Alrø Sørensen.

Alvorlige konsekvenser for patienten

Omkring hver fjerde patient, der indlægges i psykiatrien, bliver udsat for tvang, og det vidner ifølge Bedre Psykiatri om, at det er mere end bare en sidste udvej i nødsituationer.

- Langt det meste tvang kan undgås, hvis man sætter sig ordentligt ind i, hvem personen er, og hvordan de reagerer, så man kan afhjælpe de episoder, der ofte fører til tvang, siger Jane Alrø Sørensen.

Og brugen af tvang modarbejder det egentlige mål, at patienten bliver rask, for hvis ikke plejerne ved, hvordan de kan hjælpe og motivere uden brug af tvang, så vil de også få svært ved at støtte patienterne, mener hun. Når der opstår konflikter eller handlemønstre, der gør, at de får det dårligt, ikke vil spise, tage deres medicin eller bliver udadreagerende.

- Konsekvenserne ved tvang ødelægger man relationen til patienten. Det medfører en uvilje mod behandlingen og systemet, og så ender patienten ofte i en ond cirkel, siger Jane Alrø Sørensen.

Mikkel blev ødelagt af behandlingen

En af dem, der har oplevet, hvordan tvang i psykiatrien påvirker et menneske, er Marianne Lassen. Hendes søn Mikkel var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger gennem tre år.

Indlæggelsen forværrede ifølge Marianne Lassen sønnens tilstand i en sådan grad, at han nu ikke engang er i stand til at klippe sine negle.

- Han er på et bosted nu og i gang med en neurologisk udredning. Han har ingen koordinering og kan ikke huske navne på bogstaverne længere. Han kan ikke engang binde sine sko, siger hun til TV 2.

Hele forløbet startede med, at han fik ordineret noget antidepressiv medicin som 18-årig, da han ikke kunne sove. Herfra fik han det kun værre, og det hele kulminerede med en tvangsindlæggelse på retspsykiatrisk afdeling to steder.

Begge steder blev han flere gange udsat for tvang, der blandt andet talte bæltefikseringer, fysiske fikseringer og tvangsmedicinering.

- Jeg har svært ved at beskrive, hvordan et menneske ser ud, når de har været udsat for sådan noget. Det var som om, han sjæl var krøbet i skjul. Han mistede tilliden til andre for altid, siger Marianne Lassen.

Samtidigt oplever hun, at brugen af psykofarmaka stiger proportionelt med brugen af tvang, og hun så gerne tvang gjort forbudt i forbindelse med psykiatrien.