Coronavirus

Døgnåbent drive-in-testcenter lukkes efter larm og trafikproblemer

Hurtigtestcenteret lukker søndag 16. maj klokken 16. Det sker, efter der har været vedvarende trafikgener ved centeret.

Copenhagen Medical lukker sit lyntestcenter i Bella Center i Ørestad efter vedvarende trafikgener og naboklager. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Bella Center huser blandt andet et drive in-testcenter, som har skabt lange køer til gene for beboerne i området.

På den baggrund har Region Hovedstadens Akutberedskab bedt Copenhagen Medical om at lukke drive in-sporet, og Copenhagen Medical har så besluttet at lukke hele hurtigteststedet i Bella Center.

- Vi har været glade for at kunne tilbyde borgerne løsningen i Bella Center med blandt andet drive in og døgnåbent, men vi respekterer selvfølgelig regionens beslutning og er nu på udkig efter alternativer, siger Jeppe Handwerk, direktør i Copenhagen Medical.

Hurtigtestcenteret lukker søndag 16. maj klokken 16, og i mellemtiden skal der hurtigst muligt etableres et nyt teststed på Amager, lyder det i pressemeddelelsen.

Samtidigt foregår også et arbejde med at finde flere lokationer til nye teststeder i København, da behovet for test stadig er stigende.

- Et helvede

Beboerne i området har beskrevet trafikken ind og ud af testcenteret som "et helvede" med en konstant lyd af biler, der holder i tomgang, og som tænder og slukker.

- Vi kan ikke åbne vores vinduer eller døre, uden at det lugter brændt. Tænder vi ventilationsanlægget, kan vi også lugte det. Flere bilister dytter og hører høj musik, har Tina Grubbe, som bor i området, tidligere sagt til TV 2.

Beboerne har desuden kunnet berette om udrykningskøretøjer, både en ambulance og en brandbil, som var nødsaget til at køre op på fortovet, da vejen var blokeret af biler, som holdt i kø.

Ikke tilstrækkeligt at omdirigere trafikken

Efter klagerne forsøgte Copenhagen Medical at omdirigere trafikken.

- Men vi må erkende, at det ikke var tilstrækkeligt og stadig volder trafikale udfordringer til gene for naboerne. Så det lukker vi, siger Kirstine Vestergård Nielsen, vicedirektør i Akutberedskabet.

Hun beder om naboernes forståelse for, at de lige skal give Copenhagen Medical tid til at komme på plads på nye lokationer.

- For der er stadig stor brug for testkapaciteten, siger hun i pressemeddelelsen.

Akutberedskabet er i samarbejde med Københavns Kommune i gang med at undersøge, hvor i København der kan oprettes nye teststeder, og københavnerne skal derfor ikke bekymrer sig om færre testtilbud efter 16. maj.