Skandalen om udbytteskat

Skat møder hård kritik for brug af milliarder i udbyttesagen: - Det giver ingen mening

Det giver ikke mening at bruge milliarder af skattekroner på civile sager i udbytte-sagen, når Bagmandspolitiet allerede er i gang, mener professorer.

Danmarkshistoriens dyreste retsopgør er et meningsløst spild af milliarder af skattekroner med kun én åbenlys vinder: de højtbetalte advokater.

Sådan lyder det fra to juraprofessorer om Skattestyrelsens hundredvis af civile søgsmål i kølvandet på skandalen om udbytteskat, der har kostet statskassen mindst 12,7 milliarder kroner.

Torsdag afholdes et vigtigt retsmøde i High Court i London, der er centrum for det enorme sagskompleks, som i England bliver anset for at være det største og dyreste i nyere historie.

Det virker forrykt at bruge så mange penge på de civile sager

Lars Bo Langsted, juraprofessor, Aalborg Universitet

Her skal parterne diskutere det videre forløb efter sidste uges store nederlag til Skattestyrelsen, hvor dommeren afviste hele sagen med henvisning til en gammel britisk lov.

En milliard brugt - og uret tikker

På dagsordenen er Skattestyrelsens ønske om at appellere afgørelsen, og hvad de danske skatteydere skal dække af de sagsøgtes udgifter til advokater. Der skal desuden tages stilling til en mulig kompensation, fordi Danmark i tre år fik fastfrosset værdier for milliarder hos de sagsøgte.

Uanset udfaldet vil prisen for retsopgøret, der i marts rundede én milliard kroner, stige markant de kommende år.

Enten får Skattestyrelsens advokater lov til at fortsætte med sagen, eller også skal skatteyderne punge ud for at dække de sagsøgtes omkostninger og mulige søgsmål, som advokaten for den hovedmistænkte bagmand, Sanjay Shah, varslede i sidste uge.

Sagen burde imidlertid aldrig været nået hertil, mener den erfarne juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

Han henviser til, at Bagmandspolitiet (SØIK) er på sagen, har beslaglagt milliarder af kroner og tiltalt en række personer for groft bedrageri. På den baggrund giver det ingen mening at brænde milliarder af på advokater til at føre civile sager.

- Det virker forrykt at bruge så mange penge på de civile sager i udbyttesagen, når SØIK i forvejen arbejder på sagen og kæmper for at få fængslet de ansvarlige bagmænd og få så mange penge tilbage til Danmark som muligt, siger Lars Bo Langsted, der har speciale i økonomisk kriminalitet.

Fakta om sagen om udbyttesvindel

  • Sagen kom frem i august 2015, hvor Skat fortalte om udbyttesvindel for 12,7 milliarder kroner
  • Britiske Sanjay Shah, der bor i Dubai, er i årevis blevet betegnet som hovedmistænkt – han erkender at have modtaget over 8 milliarder kroner
  • En hidtil ukendt gruppe fra USA, anført af Matthew Stein og Jerome Lhote, er involveret i udbetalinger for over 4 milliarder kroner
  • Skattestyrelsen har anlagt omkring 545 søgsmål over hele verden mod personer og selskaber
  • Foreløbig har Skattestyrelsen indgået forlig, der sikrer 1,6 milliarder kroner til Danmark
  • Politiet har tiltalt otte personer

Bruger 100 gange mere end politiet

Skatteministeriet og Skattestyrelsen har hyret Kammeradvokaten, det private advokatfirma, der har været statens faste advokat siden 1930’erne, til at føre sagerne. Kammeradvokaten har så hyret en række udenlandske advokatfirmaer til at føre sagerne i blandt andet USA, England, Dubai og Malaysia.

Prisen for den strategi ligger lige nu på omkring 40-50 millioner kroner om måneden.

- For hver gang SØIK bruger én krone på udbyttesagen, bruger Skatteministeriet 100 kroner på advokater. Det er ikke, fordi Kammeradvokaten kan en masse civilretligt, som SØIK ikke kan strafferetligt. I hvert slet ikke noget, der giver mening at bruge milliarder af kroner på at forfølge, når SØIK arbejder for det samme, siger Lars Bo Langsted.

- De eneste åbenlyse vindere er Kammeradvokaten og de udenlandske advokater, der modtager milliarder for at føre sagerne. Det kan i nogle tilfælde give mening også at anlægge civile sager for at presse folk og få pengene tilbage, men ikke med de her sagsomkostninger, siger han.

Hundredevis af søgsmål

Skattestyrelsen har anlagt hundredvis af søgsmål verden over siden foråret 2018. Her går de efter de ansvarlige bagmænd, som også er hovedfokus for SØIK, og det kan juraprofessor Søren Friis Hansen fra Copenhagen Business School ikke forstå.

- Hvis målet med at anlægge de civile sager har været at få nogle af de 12 milliarder tilbage i statskassen, giver det ikke nogen mening, hvis man har sagsøgt de samme personer, som man har rejst straffesager imod, siger Søren Friis Hansen.

Skattestyrelsen har udover bagmændene sagsøgt en lang række mellemmænd, der har fået en lille del af udbyttet fra den formodede svindel mod det daværende SKAT.

I alt er 545 personer og virksomheder sagsøgt verden over.

- Det kan i visse tilfælde give mening at gå efter stråmændene, rådgivere og leverandører, hvis de altså har pengene. Men det forudsætter, at det økonomisk er forsvarligt, og det mener jeg ikke, at det er med de her sagsomkostninger. Særligt ikke med tanke på, at det er bagmændene, der tydeligvis har fået langt størstedelen af pengene, siger Lars Bo Langsted.

Han tilføjer, at det derudover er sjældent, at man får dækket alle sine omkostninger, selvom man vinder sagen. I værste fald bliver sagerne tabt, og så skal Skattestyrelsen og i sidste ende skatteyderne dække de sagsøgtes omkostninger.

I Tyskland er der også undren over den danske strategi hos Christoph Spengel, der er professor i international skatteret ved universitetet i Mannheim.

- Danmark burde følge den tyske statsanklager, som lader til at være meget stærk og gøre et godt arbejde i stedet for at bruge enorme beløb på advokater. Jeg forstår det ikke, fordi der i sidste ende ikke vil være noget tilbage til den danske befolkning, siger han.

Shah og partnere kræver trecifret millionbeløb

Ifølge TV 2’s oplysninger vil Sanjay Shah og de andre sagsøgte i London torsdag kræve et trecifret millionbeløb fra Danmark til at dække de sidste tre års advokatregninger. Det er plus renter og eventuel kompensation for uretmæssig fastfrysning af milliarder af kroner i værdier og andre barslede søgsmål fra Sanjay Shah.

Hverken Skatteministeriet eller Skattestyrelsen har ønsket at stille op til interview eller svare på, hvad der helt præcist fik dem til at anlægge det milliarddyre sagskompleks.

Men Lars Bo Langsted har et bud.

- Forklaringen på strategien kan være, at man i Skatteministeriet har så lidt tillid til SØIK, at man forsøger at få så meget som muligt rent erstatningsretligt. Men det virker som en halsløs gerning med de omkostninger, siger han.

Tjener ikke retsfølelsen

Strategien om at anlægge de dyre civile sager er de seneste år blevet forsvaret med hensynet til danskernes retsfølelse, men den forklaring køber Lars Bo Langsted ikke.

Professoren henviser til, at SØIK i samarbejde med kolleger i Tyskland, England, Belgien og USA har beslaglagt omkring fire milliarder kroner. Derudover er foreløbig otte personer tiltalt for groft bedrageri for over 10 milliarder kroner.

- Det har taget mange år i samarbejde med efterforskere og anklagere i Tyskland, Belgien, England og USA, men SØIK er tydeligvis på opgaven. Samtidig bruger Skatteministeriet så et milliardbeløb på at forsøge at få de samme penge hjem i civile sager, siger Lars Bo Langsted.

- Strategien kan slet ikke retfærdiggøres ud fra et hensyn til retsfølelsen, for SØIK er allerede på opgaven, tilføjer han.

SØIK har ingen kommentarer til kritikken af strategien.

Lavede forlig i USA

Kammeradvokaten skønner i et aktstykke fra marts i år, at de civile søgsmål med “væsentlig usikkerhed” kan sikre statskassen 5,5 til 6 milliarder kroner hjem før udgifter til advokater. Det er uvist, om de milliarder, der er beslaglagt af politiet, tæller med i det regnestykke.

Udgifterne til advokater ventes at nå 2,4 milliarder kroner, men usikkerheden i forhold til det skøn er steget på grund af “væsentlig større modstand” og flere “uforudsete udgifter”.

Skattestyrelsen indgik i 2019 et forlig med et netværk i USA, der er anført af Matthew Stein, Jerome Lhote og Luke McGee, der i april i år blev tiltalt for groft bedrageri. De er ejere af banken North Channel Bank, der har erkendt groft bedrageri mod Danmark under en ny ledelse, der samarbejder med myndighederne.

Det hemmelige forlig sikrede Skattestyrelsen 1,55 milliarder kroner, som amerikanerne har fået fire år til at betale. Foreløbig har de overført 989 millioner kroner til Danmark.

Ifølge forliget har amerikanerne været involveret i udbetalinger for mindst 4,1 milliarder kroner. De slipper dog med at betale et mindre beløb, da de ifølge forligsteksten kan fratrække udgifter til eksempelvis banker, børsmæglere og rådgivere.

Du kan læse alle TV 2s artikler om udbyttesagen her og se 'Operation X'-programmerne om sagen på TV 2 Play.

https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/operation-x/jagten-paa-vores-milliarder-del-1-198550/