Samfund

Advokat skal undersøge mulig sexchikane i DR Pigekoret

DR er blevet opmærksom på to sager om krænkelser i DR Pigekoret, der ligger "ganske mange år tilbage i tiden".

Danmarks Radio iværksætter en ekstern advokatundersøgelse af to mulige krænkelsessager i DR Pigekoret.

Det skriver Politiken.

Sagerne ligger "ganske mange år tilbage i tiden", oplyser kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen til avisen.

Den ene henvendelse modtog kulturdirektøren i efteråret 2020. Der er tale om en anonym andenhåndsberetning om sexchikane og grænseoverskridende adfærd i det prestigefulde pigekor.

Det er foreløbig ikke lykkedes DR - eller mediehusets advokater - at få den forurettede til selv at fortælle om hændelserne.

Ret unge mennesker

Dette forår modtog Henrik Bo Nielsen så endnu en henvendelse af samme karakter. Henvendelsen kom fra et førstehåndsvidne.

- De to beretninger flugtede, kan man godt sige.

- Da der er tale om ret unge mennesker, og da der er tale om en undersøgelse, der går mange år tilbage i tiden, har jeg følt, at en ekstern advokatundersøgelse var den mest rigtige måde at løsne op for det på, siger Henrik Bo Nielsen til Politiken.

Det er advokat Jørn Vinding fra advokatfirmaet Norrbom, der skal stå for undersøgelsen. Samme virksomhed gennemførte sidste år en undersøgelse af krænkende adfærd og sexchikane hos TV2.

Kulturdirektøren understreger, at det er en "smadderalvorlig sag", der er dukket op hos DR Pigekoret.

Men han erkender også, at det kan blive svært at finde beviser for forhold, der måtte være begået langt tilbage i tiden.

DR Pigekoret består af cirka 50 piger og unge kvinder i alderen 15 til 22 år. Det ledes i dag af dirigent Phillip Faber.