Coronavirus

Antallet af indlagte falder til det laveste siden starten af november

Sidste år på samme dato var der 252 indlagte.

Antallet af indlæggelser er det seneste døgn faldet markant, viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Det samlede antal er faldet med 21 til 163, og det er det laveste antal siden 1. november, hvor der var 156.

For et år siden på samme dato var der 252 indlagte.

Der er de seneste 21 timer konstateret 809 nye smittetilfælde, og én person er afgået ved døden.

Med 151.115 pcr-test betyder det, at positivprocenten fortsat er over 0,5, som den søndag sneg sig over for første gang siden januar.

Du kan få hele overblikket her.

65.000 vaccinedoser det seneste døgn

Der er det seneste døgn blevet givet mere end 65.000 vaccinedoser. Det er det største antal siden 12. april, hvor der var massevaccination af over 100.000 danskere.

I alt er 715.492 danskere nu færdigvaccineret. Det svarer til 12,2 procent af befolkningen, mens 23,7 procent af befolkningen er i gang med at blive vaccineret.

Du kan se de samlede tal her.

Kontakttallet er steget

Tirsdag middag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at kontakttallet er steget fra 1,0 i sidste uge til 1,1 i denne uge.

- (Det, red.) tyder på en let stigende epidemi i Danmark, men det er forventeligt, i takt med at samfundet genåbner, skrev han på Twitter.

Folketingets partier blev natten til tirsdag enige om en yderligere genåbning af Danmark. Højdepunkterne kan du læse her.

Thorkild Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, siger til Ritzau, at smittetallene viser, at vaccinen er begyndt at slå igennem.

- Vi har nogenlunde jævn udvikling i smitten, men vaccinerne har slået igennem ved at beskytte de udsatte, og derfor ser vi, at antallet af indlagte fortsætter med at falde, lyder det.

De jævne smittetal tilskriver Thorkild Sørensen især det gode vejr, og at det ser ud til, at genåbningen fra 21. april ikke får den effekt på smittetallene, som nogle havde frygtet.

- Vi er dog nødt til at vente lidt, for effekten fra genåbningen kan sagtens komme endnu, understreger han til Ritzau.