Coronavirus

Vaccinekalenderen skrider - se hvornår din gruppe kommer til

Af den opdaterede vaccinationskalender fremgår det, at de sidste grupper, som er de 25-39-årige, forventes at være vaccineret i midten af august.

Vaccinationsgrupperne i Danmark skal nu vente længere end planlagt, før de kan få deres vaccine mod coronavirus.

Forsinkelsen kommer, efter Sundhedsstyrelsen mandag tog coronavaccinen fra Johnson & Johnson ud af vaccinationsprogrammet.

Det er især de sidste to målgrupper i vaccinationskalenderen, der bliver påvirket af forsinkelsen. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan de 25-39-årige nu forvente en forsinkelse på op til fire uger.

De resterende grupper kan forvente cirka en uges forsinkelse.

Herunder kan du se, hvornår de grupper, der mangler at blive vaccineret, nu står til at få deres stik.

Vicedirektør: Unge skal vente længere på coronapas

Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, siger i en pressemeddelelse, at det blandt andet vil betyde, at de unge vil skulle vente længere på at få coronapas.

- Men det er en gruppe af yngre borgere, som har en lav risiko for at blive alvorlig syg med covid-19. Alder er den væsentligste risikofaktor for et alvorligt sygdomsforløb med covid-19, siger hun.

Af den opdaterede vaccinationskalender fremgår det, at de sidste grupper, som er de 25-29-årige, 35-39-årige og 30-34-årige, forventes at være vaccineret i uge 33, der løber fra 16. - 22. august.

Flertal vil gøre det frivilligt, som man vil have vaccinerne

Selvom Johnson & Johnson nu er ude af vaccinationsprogrammet, og at vaccinen fra AstraZeneca led samme skæbne for cirka to uger siden, er det snart muligt at få en af vaccinerne.

Mandag er et flertal i Folketinget nemlig blevet enige om at gøre det frivilligt, om man ønsker en af de to vacciner.

Det bekræfter sundhedsordførerne Per Larsen (K) og Liselott Blixt (DF) over for TV 2. De forventer ifølge Ritzau, at vaccinationerne kan blive påbegyndt i maj.

Johnson & Johnson-vaccinen bliver fjernet fra det danske vaccineprogram, fordi der i USA er fundet mistænkelige tilfælde af blodpropper hos personer, der har fået vaccinen.

14. april valgte de danske sundhedsmyndigheder at trække coronavaccinen fra AstraZeneca ud af det danske vaccinationsprogram. Vaccinen fra AstraZeneca var i ugerne op til beslutningen sat i bero i Danmark på grund af bekymringer om sjældne blodpropper og et lavt antal blodplader.