Coronavirus

To vigtige coronamøder på Christiansborg i dag

Der bliver blandt andet taget stilling til, hvad og hvor meget der skal åbne i næste genåbningsfase.

Der er både vacciner, coronapas og skoledage på programmet, når de danske politikere mandag samles til to møder, som får afgørende betydning for, hvordan de næste uger kommer til at se ud.

Få overblikket over, hvad der skal ske - og hvad det kan betyde - her:

Klokken 14 i Sundhedsministeriet

Hvad skal der ske?

Folketingets partier er indkaldt til møde i Sundhedsministeriet klokken 14.00 for at diskutere vacciner. Ifølge Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil det blandt andet dreje sig om vaccinationskalenderen, som ikke er blevet opdateret siden 14. april.

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, er det især vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca, der fylder på dagsordenen.

- Vi står med to vacciner på lager, men hvad skal der ske med dem? Det er det store spørgsmål, siger han.

AstraZenecas vaccine er droppet fra det danske vaccinationsprogram, fordi den blev kædet sammen med sjældne blodpropper. Men der har været tale om, at de, der selv ønskede det, kunne få vaccinen.

Og selvom Danmark har modtaget tusindvis af doser af Johnson & Johnson-vaccinen, er ingen kommet videre fra køleskabene, fordi de amerikanske og europæiske myndigheder har påvist en sandsynlig sammenhæng mellem vaccinen og sjældne blodpropper.

Hvad vaccinens skæbne efter mødet kan blive, kan du læse mere om i artiklen her.

Derfor er det vigtigt:

Magnus Heunicke har erkendt, at den uvisse fremtid for vaccinerne gør det vanskeligt at opdatere vaccinationskalenderen.

Særligt Johnson & Johnsons vaccine er en vigtig brik i den danske vaccinekalender, fordi den kun kræver et enkelt stik for fuld effekt.

Så hvis den bliver droppet, kan det få stor betydning for vaccinationstempoet, som igen spiller en afgørende rolle for genåbningen.

Klokken 17 i Justitsministeriet

Hvad skal der ske?

Partilederne mødes fysisk og virtuelt for at diskutere næste fase af genåbningen, der er sat til at træde i kraft 6. maj.

Her er planen, at forsamlingsloftet blandt andet vil blive hævet til 25 indendørs og 75 udendørs. Der bliver også åbnet for konferencer, spillesteder, teatre og biografer og lignende lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter og for indendørsidræt for voksne over 18 år. Alt sammen med krav om coronapas.

Men noget tyder på, at der kan være flere ting på tegnebrættet, når politikerne mødes klokken fem.

Derfor er det vigtigt:

Danmarks ret stabile smitte- og indlæggelsestal gør, at der er et pres på for at fremrykke genåbningen, så flere ting kan åbne, end det ellers var planen.

Blandt andet ønsker et flertal i Folketinget, at danske børn kan vende tilbage til den ægte skolebænk på fuld tid fremfor at mødes virtuelt.

Der har også været pres på, for at børn og unge kan komme på idræts- og spejderlejr i sommerferien. Samtidig har Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ytret et ønske om at skrotte reglen om, at bryllupper senest skal slutte klokken 23. Også fitnesscentrenes fremtid skal vendes.