Coronavirus

Smittede behøver kun et stik, viser studier - men nu giver det ingen mening i Danmark, mener eksperter

I Frankrig har myndighederne siden marts anbefalet, at smittede kun bliver vaccineret én gang. Både danske og britiske eksperter er skeptiske.

Ifølge flere studier tyder det nu på, at tidligere smittede kun har brug for ét stik med enten vaccinen fra Pfizer eller Moderna for at opnå den samme beskyttelse mod coronavirus, som to vaccinestik giver.

Vi behøver ikke gå i panik

Anton Pottegård, professor

Studierne giver ifølge en britisk professor - Danny Altmann ved Imperial College London - anledning til en diskussion om, hvorvidt de tilgængelige vacciner kan strækkes endnu længere ved kun at tilbyde personer, der indenfor de sidste tre måneder har været testet positiv for coronavirus, ét stik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Danmark, hvor det lige nu kun er muligt at blive vaccineret med enten vaccinen fra Pfizer og Moderna, fordi vaccinen fra både AstraZeneca og Johnson & Johnson er sat på pause.

Alligevel giver det ifølge to eksperter, som TV 2 har talt med, ikke mening at anbefale kun én vaccinedosis til personer, der allerede har været smittet.

Hvad ved vi, og hvad tror vi?

Årsagen er blandt andet, at Danmark ikke er i en situation, hvor det kan betale sig at træffe det, som Anton Pottegård, der er professor i brug af lægemidler ved Syddansk Universitet, kalder en ”akutbeslutning” baseret på, hvad studier tyder på.

Det er altid fornuftigt at se på, om vaccineplanen kan optimeres

Anton Pottegård

- Vi har faktisk rigtig godt styr på det. Og vi er i en situation, hvor vi kan tillade os at vente med at træffe beslutninger, til vi er sikre. Vi behøver ikke gå i panik, siger han til TV 2.

Han fremhæver, at situationen ville være en anden, hvis smittetallene buldrer derudaf, som det er tilfældet i flere andre lande, herunder vores naboland Sverige.

Samme argumentation lød i øvrigt fra Sundhedsstyrelsen i forbindelse med beslutningen om fortsat at lade vaccinen fra AstraZeneca blive i fryseren.

Hvorfor kan det ikke også være en strategi at forhindre, at så mange som muligt bliver syge ved at give ét stik til personer, der allerede har været smittet?

- Det er altid fornuftigt at se på, om vaccineplanen kan optimeres. Men vi skal huske på forskellen mellem ting, vi ved og ting, vi tror. Det er spændende og måske også ganske nyttigt, men indtil videre baseret på ret små studier, siger han.

Covid-19 i mild eller svær grad har betydning

Anton Pottegård bliver bakket op af Jan Pravsgaard Christensen, der er professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.

Han fremhæver, at det hos smittede i de fleste tilfælde vil være nok med ét vaccinestik, men at personer bliver ramt af covid-19 i forskellige grader. Det har betydning for udvikling af antistoffer, hvilket igen har betydning for virkningen af et stik fra en vaccine.

Og så er der hele tidshorisonten, og om det overhovedet kan svare sig.

- Hvis myndighederne administrativt skal håndplukke de personer, der har været smittet, går en masse tid tabt, hvor man i stedet bare kunne vaccinere alle, som om de ikke havde været smittet, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Første stik virker som booster hos smittede

I et af studierne, der blev foretaget blandt sundhedspersonale i Storbritannien, viser det sig, at personer, der allerede havde været smittet, efter første stik fik et immunrespons, der var seks gange højere end hos dem, der ikke havde været smittet.

I et andet studie fra Mount Sinai i New York viste det sig, at smittede personer, der var vaccineret én gang, havde et immunrespons, der var op til ti gange højere end hos personer, der ikke havde været smittet, men som var blevet vaccineret to gange, skriver det anerkendte medicintidsskrift The British Medical Journal.

Studiet er offentliggjort i tidsskriftet New England Journal of Medicine.

- Vi mener, at en enkelt dosis af de godkendte mRNA-vacciner (Pfizer eller Moderne, red.) er nok for personer, som allerede har været smittet med Sars-CoV-2, siger professor Vivian Simon ved afdelingen for mikrobiologi ved Icahn Mount Sinai i New York i USA.

Årsagen er forenklet fortalt, at første vaccinestik hos personer, der har været smittet, virker som en booster – det samme som andet vaccinestik gør hos personer, der ikke har været smittet.

Også studier fra Maryland i USA og fra Israel viser samme tendens.

I Frankrig og Quebec er anbefalingen ét stik

Frankrig har siden februar anbefalet kun et stik til personer, der allerede har været smittet. Også Frankrig har været hårdt ramt af en tredje bølge.

Også i den canadiske millionby Quebec har det siden slutningen af marts været anbefalingen, at tidligere smittede kun får ét vaccinestik.

Canada har været hårdt ramt af smitte med coronavirus og har – ligesom mange andre lande – haft vanskeligheder ved at skaffe nok vaccinedoser. Derfor undersøger den nationale rådgivningskomite, om anbefalingen skal gælde hele landet.

På spørgsmålet om, hvorvidt det ville have gjort en forskel for den danske genåbning, vaccinestrategi og andelen af vaccinerede danskere, hvis Danmark havde indført samme anbefaling som Frankrig allerede i februar, lyder svaret fra Jan Pravsgaard Christensen, at det ville have gjort "en stor forskel."

Det samme ville have været tilfældet, hvis de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt havde anbefalet, at der i stedet for seks uger kunne være 12 uger mellem to vaccinestik.

- Men på det tidspunkt havde vi ingen data, der antydede, at begge dele var en mulighed. Vi er hele tiden blevet gjort klogere, siger han.

TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt myndighederne i Danmark overvejer en anbefaling om kun ét stik til en person, der har været smittet.