Coronavirus

Partier mødes i dag: Flertal vil have skolerne genåbnet

Det skal være slut med at tage små skridt, når det gælder skoleelever, mener Venstre og Radikale Venstre.

Alle skolebørn skal tilbage på skolebænken på fuld tid i næste uge. Sådan lyder det fra et flertal i Folketinget, forud for nye forhandlinger i dag klokken 12 om en yderligere genåbning af Danmark.

Både regeringens støttepartier samt Venstre, Dansk Folkeparti og de konservative ønsker nemlig, at alle skolebørn skal tilbage i skole på fuld tid fra torsdag i næste uge i de områder, hvor coronasmitten ikke er høj.

Slut med små skridt

Det nuværende system, hvor elever hver anden uge skal have undervisning hjemmefra eller udenfor, går ud over fællesskabet, siger undervisningsordfører i Radikale Venstre, Lotte Rod, som mener, at det skal være slut med at "tage små skridt og lave nye retningslinjer".

- Det går jo fornuftigt med smitten. Det handler om at prioritere, og det vigtigste er, at skolerne kan genåbne helt, siger hun til TV 2.

Ud over skolerne, vil Radikale Venstre også have fokus på børn og unges muligheder for at komme på idræts- og spejderlejr i sommerferien.

Skræmmebillede

Også Venstre vil under dagens forhandlinger lægge pres på regeringen for at åbne skolerne helt for fysisk undervisning.

- Man har malet det her skræmmebillede op, om at der vil være 870 indlagte i midten af april. Der er 170. Der er ingen grund til, at børnene skal betale så høj en pris for det her, siger oppositionspartiets formand Jakob Ellemann-Jensen.

Samtidig vil han have gjort op med 30-minutters-kravet ved bordbestilling og med reglen om, at bryllupper slutte klokken 23.

- Få nu ryddet op i det her, så folk kan komme tilbage til deres liv. Det her handler om frihed, lyder det fra Venstre-formanden.

Yderligere genåbning 6. maj

Den næste fase af genåbningen er sat til at finde sted torsdag 6. maj, hvor forsamlingsloftet blandt andet vil blive hævet til 25 indendørs og 75 udendørs. Der bliver også åbnet for konferencer, spillesteder, teatre og biografer og lignende lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter. Det bliver med krav om coronapas.

Og så åbnes der for indendørsidræt for voksne over 18 år. Også med krav om coronapas.

Og der kan være noget, som tyder på, at der er plads til at åbne mere, end der allerede er vedtaget i forhold til næste fase af genåbningsplanen, da antallet af smittede og indlagte i øjeblikket ligger stabilt.

Det er noget af det, der giver anledning til, at de fleste politikere argumenterer for, at der er rum til at åbne yderligere, fortæller TV 2s politiske analytiker, Hans Redder.

Til gengæld skaber det usikkerhed, at der stadig er en meget stor ubekendt i forhold til vacciner, især Johnson & Johnson.

- De to spor hænger derfor sammen. Man vil gerne vide, hvad vi gør med vaccinen, før vi beslutter os for, hvor stor den næste fase af genåbningen skal være, siger han.

I en mail, som TV 2 er i besiddelse af, fremgår det, at man ikke forventer at blive færdige med forhandlingerne torsdag - blandt andet fordi, de faglige anbefalinger i forhold til brugen af Johnson & Johnson-vaccinen fortsat mangler.

Virolog: Vent til der er gået tre uger

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi, ser positivt på coronatallene. Alligevel anmoder han politikerne om at vente lidt længere med at åbne yderligere op.

- Vi kender endnu ikke effekten af genåbningen 16. april. Det ser ud til, at vores testning har lagt låg på stigninger. Men vi ved jo ikke, hvor længe elastikken holder, siger han.

Ifølge virologen kan politikerne sagtens forhandle og planlægge yderligere genåbning af det danske samfund, men han opfordrer dem til at vente med at genåbne yderligere til efter 6. maj, hvor der er gået tre uger fra sidste genåbning.

Regeringen kommer under pres

Hans Redder forventer, at regeringen i dag kommer under pres fra både de borgerlige partier og regeringens egne støttepartier for at åbne yderligere op for fysisk undervisning til skoleeleverne.

Også den udskældte regel om reservation indenfor 30 minutter på indendørs bordbestillinger, forventer Hans Redder vil blive diskuteret under dagens forhandlinger. Reglen varer indtil videre indtil 6. maj.

Spørgsmålet er, om reglen bliver sløjfet eller ændret.

Danskerne skal dog væbne sig med tålmodighed, for TV 2s politiske analytiker forventer, at aftalen om en yderligere genåbning falder på plads mandag eller tirsdag i næste uge.

Alle partier med undtagelse af Nye Borgerlige indgik 15. april en udvidet genåbningsaftale.