15-årig dreng med Downs syndrom kan ikke få adgang til sit coronapas

Maria Kjærsgaard Kristensen, der er mor til 15-årige Frederik, delte sine frustrationer på Facebook og blev overvældet over den enorme opbakning.

En årlig tur til Fårup Sommerland blev starten på en uventet og frustrerende proces for 15-årige Frederik Kjærsgaard Kristensen, der har downs syndrom, og hans familie.

Frederik bor med sine forældre og tre søskende i Skive Kommune, og hele familien så frem til turen til forlystelsesparken, som hvert år inviterer en række foreninger til en slags generalprøve, en uge inden sæsonen officielt åbner.

Adgangen i år var dog betinget af en negativ coronatest, og det viste sig at blive en langsommelig og "unødigt besværlig" proces for den 15-årige at få adgang til.

Frederik Kjærsgaard Kristensen havde i ugen op til turen været med sin mor nede for at få taget en pcr-test, som er den eneste testtype, Frederik kan holde til at gennemføre.

Da Frederiks mor, Maria Kjærsgaard Kristensen, ville tjekke sin søns testsvar via sit nem-id, som hun plejede, figurerede hendes søns svar dog ikke længere.

Årsagen er, at Frederik tilbage i marts fyldte 15 år og dermed ifølge dansk lovgivning skal have sit eget nem-id og efterfølgende automatisk bliver fjernet fra forældrenes sundhedsprofiler.

Frustrerende proces

På opfordring af Skive Kommune satte Maria Kjærsgaard Kristensen gang i processen med at få lavet en digital fuldmagt, der giver mulighed for, at hun kan få adgang til sin søns sundhedsoplysninger samt digital post fra det offentlige, som han ikke selv er i stand til at administrere.

Hun blev dog frustreret over at se, at det krævede en godkendelse, som skulle komme fra Frederik selv via det nem-id, hvilket de af gode grunde ikke havde adgang til.

Digital Post

Alle borgere over 15 år i Danmark skal tilsluttes Offentlig Digital Post. Den digitale postkasse betyder, at al post fra offentlige myndigheder bliver sendt til den digitale postkasse, som borgeren har pligt til at kigge i.

Loven giver mulighed for, at man kan fortsætte med at modtage post på papir eller give en anden adgang til at læse sin digitale post, hvis man eksempelvis har funktionsnedsættelse.

Det er kommunen, der kan fritage en borger for pligten til at oprette den digitale postkasse eller til at give tilladelse til en anden.

Kilde: retsinformation.dk

Med stigende frustration forsøgte forældrene i stedet at få aktiveret sønnens nem-id, så de selv kunne logge på og godkende anmodningen om fuldmagt. Den plan blev spoleret, da Maria Kjærsgaard sammen med sin søn mødte op på Borgerservice i Skive Kommune for at få udleveret aktiveringskoden.

Koden kunne ikke udleveres, fordi Frederik ifølge medarbejderne ikke kan administrere nem-id.

- Det er jeg jo helt enig i, men det undrer mig lidt, at de bare kan lave den vurdering uden yderligere kendskab til Frederik og hans evner, siger Maria Kjærsgaard Kristensen, der i stedet blev opfordret til at anmode om en digital fuldmagt, der skal underskrives fysisk.

Familien blev derfor nødt til at finde en alternativ løsning.

Deres egen læge trådte til med tilbuddet om at sende svaret via en gammel sundhedsplatform, Maria Kjærsgaard Kristensen tilfældigvis stadig havde adgang til, og som ikke krævede nem-id.

Det lykkedes heldigvis at fremskaffe bevis på den negative coronatest, og Frederik havde ifølge sin mor en fantastisk dag i Fårup Sommerland, men hun står tilbage med en følelse af frustration.

- Det kan ikke passe, at det skal være så besværligt at sørge for, at en dreng med downs kan begå sig i samfundet på lige fod med alle andre, siger hun.

Maria Kjærsgaard Kristensen mener, at overgangsprocessen til det digitale system burde være en helt naturlig del af den livslange sagsbehandling et barn med downs syndrom gennemgår.

Indtil fuldmagten bliver behandlet, er Frederik afskåret fra at kunne tage del i den del af samfundet, der kræver et gyldigt coronapas.

"Lovestorm" på sociale medier

Maria Kjærsgaard Kristensen er overvældet over reaktionen, efter hun lavede et opslag på Facebook, hvor hun beskrev problematikken.

- Det har været enormt omfattende. Jeg havde ikke regnet med, at vi nåede så langt ud, siger hun.

Hun glæder sig over, at det er kommet bredt ud i befolkningen, og samtidig bliver hun bekræftet i, at de langt fra er de eneste, der er frustrerede over systemet, som det fungerer i dag.

Her refererer hun til adskillige kommentarer fra familier, der står i lignende situationer. Det gælder for pårørende til blandt andre handikappede, børn med downs, ældre og autister.

- Det varmer, og jeg er glad for alle de søde henvendelser, vi har fået. Det er væltet ind med søde tillbud om alt fra håndboldtrøjer til muligheder for private test og svar uden beregning, siger hun.

Forening genkender problematik

Foreningen Lev, som er en interesseorganisation for personer med handicap og deres pårørende, er ikke overrasket over situationen, Maria Kjærsgaard Kristensens familie er havnet i.

- Det er desværre et problem, vi kender fra rigtige mange af vores pårørende til personer med udviklingshandikap, som er tabt bag hele den her omfattende digitalisering - både hvad angår corona og alt muligt andet, siger landsformand Anni Sørensen.

Udfordringen ligger ifølge Anni Sørensen i, at systemet ikke er indrettet sådan, at der er gode alternativer til de mennesker, der af den ene eller den anden årsag ikke er digitale.

- Det er enormt vigtigt, at vi får skabt bedre vilkår for den her gruppe af mennesker, siger hun.

Hendes største ønske er, at de mennesker, der har svært ved at navigere i de digitale løsninger, der er helt essentielle at have adgang til som borger i landet, får den hjælp de har brug for.

Ordfører anerkender problematikken

Social- og handicapordfører i Socialdemokratiet, Camilla Fabricius, pointerer, at det er muligt at blive fritaget fra coronapas, hvis man har et handicap eller sociale udfordringer.

- Vi kan jo tydeligt se, at corona har fungeret ligesom et forstørrelsesglas, for de udfordringer der er for folk med handicap.

Det er en mulighed Maria Kjærsgaard Kristensen er bevidst om, men som hun ikke vil benytte sig af.

- Frederik er en del af vores familie på lige fod med alle andre. Han kan bære coronasmitte ligesom vi andre, og så handler det om, at han skal ikke skal føle sig ekskluderet, siger hun.

Camilla Fabricius anerkender, at der er en række udfordringer med de overgange, der er, når personer med kognitive udfordringer fylder 15 år og igen, når de fylder 18.

- Vi politikere skal hele tiden se på, hvordan vi kan gøre bedre, siger hun.

En udfordring er, at det er vigtigt, at disse personer også har helt basale rettigheder, som man er nødt til at opretholde, og det er ifølge ordføreren en svær balance.