Samfund

Skole delte dette billede - så væltede det ind med vrede kommentarer

Selvom eleverne langt fra tilbringer hele skoledagen i teltene, er billeder af tiltaget blevet lagt for had på Facebook.

Med genåbningsaftalen, der trådte i kraft sidste uge, kan skolerne undervise elever i 5. til 8. klasse på fuld tid, hvis det foregår udenfor hver anden uge.

Og mens vi nærmer os rekorden for den koldeste april i 25 år, har skoler landet over fundet nye måder at gennemføre skoledagen på – blandt andet Risingskolen i Odense.

Hvad siger forældre til disse børn til dette?

Kommentar på Facebook

Her tilbringer 7.a en del af deres udendørs undervisning i blå enmandstelte, som både skal skabe ro om den enkelte elev og samtidig skærme dem mod regn og blæst. Det fortæller skoleleder Pernille Sisse Wessel.

- Idéen er jo at kunne lade eleverne møde hinanden fysisk og lave den bedst mulige undervisningssituation i et omskifteligt vejr i april måned, siger hun til TV 2.

Men det har skabt en regulær shitstorm på skolens Facebookside.

Teltene bruges kun i dele af undervisningen, og blandt andet frikvarter og gruppearbejde foregår uden for teltene.

- Det ser meget usundt ud i mine øjne

Mandag delte Risingskolen en række billeder af de blå telte på sin Facebookside, og på bare to dage er opslaget blevet delt flere end 1000 gange.

Og selvom tiltaget ikke har noget at gøre med at isolere eleverne, som stadig har blandt andet gruppearbejde og frikvarter uden for teltene, er kommentarfeltet svømmet over af vrede reaktioner.

- Stakkels elever, der skal sidde med en fuldstændig irrationel frygt for, at kammeraterne er potentielle smittebomber, skriver én.

- Har I virkelig mærket efter på, om dette er en god ide? Det ser meget usundt ud i mine øjne. Hvad siger forældre til disse børn til dette? skriver en anden.

7a har taget udeundervisningen til sig på deres helt egen måde. De undervises nemlig i coronavenlige énmandstelte. I...

Posted by Risingskolen on Monday, April 26, 2021

Men ifølge skolelederen har folk misforstået idéen med teltene.

Det er hyggeligt at lave opgaver i et telt

Pernille Sisse Wessel fortæller, at de blå telte er blevet taget godt imod af både elever og forældre.

Spørger man for eksempel Ellen My Bønke Madsen, som går i 7.a på Risingskolen, foretrækker hun da også klart at kunne krybe i ly, når undervisningen foregår under åben himmel.

- Det er lidt mærkeligt, men også ret hyggeligt at sidde og lave en opgave i et telt i stedet for at skulle sidde på jorden. Det hjælper på varmen, for det kan godt være lidt koldt udenfor, fortæller hun.

Ellen My Bønke Madsen glæder sig til at kunne komme tilbage til en helt normal skolegang, men indtil da er hun glad for teltet.

Samtidig er hun glad for at kunne ses fysisk med sine klassekammerater i stedet for kun at se dem på en computerskærm.

Måtte lukke for flere kommentarer

Netop derfor kom de mange vrede reaktioner også bag på Risingskolen.

- Vi er blevet overrumplet af både tonen og indholdet i kommentarerne. Vi har jo holdt fokus på at lave en god skole og have nogle elever, som trives og lærer mest muligt, fortæller Pernille Sisse Wessel.

Derfor har skolen nu set sig nødsaget til at lukke for flere kommentarer på opslaget.

Og ifølge Pernille Sisse Wessel er planen at fortsætte med at bruge teltene, så længe der er brug for dem.

- Tanken har været at få trivsel og læring til at gå op i en højere enhed, og de er jo slet ikke i teltene hele tiden. De har et godt fællesskab og får god undervisning, understreger hun.