Coronavirus

Testcentre har skabt flere end 18.000 nye jobs

5 procent af de ufaglærte mistede deres job i coronakrisens første måneder. Det er især blandt dem, at testcentrene har hyret ansatte.

Coronavirus har banet vej for et helt nyt arbejdsmarked.

Siden pandemiens start har test- og vaccinecentrene genereret over 18.000 nye jobs.

Det har givet mulighed for, at mange arbejdsløse, herunder de lidt mere end 360.000 danskere, som sidste år meldte sig ledige, har kunnet komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Alene i sidste uge blev der ansat 2000 nye medarbejdere i Copenhagen Medical, som driver 38 testcentre i Region Hovedstaden.

Og den massive testindsats har gjort test- og vaccinecentrene til en af landets største arbejdspladser.

Fra pilot til teamleder

En af dem, som har draget nytte af de mange nye arbejdspladser, er Carsten Brokopp.

Før coronavirus gjorde sit indtog i starten af 2020, var han pilot hos Norweigan.

Beskæftigelsen på test- og vaccinecentrene

  • Der findes i dag over 600 testcentre i Danmark
  • Virksomhederne Copenhagen Medical, Falck og Carelink, som står for lyntests, har i alt ansat 11.600 personer
  • Region Nordjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden har med deres test- og vaccineindsats skabt jobs til 7369 personer
  • En poder tjener 187 kroner i timen

Men i takt med at flere lande lukkede ned i foråret, gik flyene fra fyldte til tomme.

Det betød, at Carsten Brokopp og hans kollegaer blev sagt op, og han stod i en situation, hvor han var tvunget til at finde nyt job, da udsigterne til at komme tilbage til lufttrafikken blev længere og længere.

I dag er han teamleder for de udkørende podere i Hvidovre hos Falck Healthcare. Og selvom det ikke er det samme som at sidde i cockpittet, er han glad for jobbet.

- Jeg vil gerne gøre en forskel. Jeg vil gerne være med til at bidrage til at få styr på den her coronaindsats, for det er jo det, som holder mig fra at flyve, siger han til TV 2.

Især flybranchen er blevet hårdt ramt af pandemien. Carsten Brokopps tidligere arbejdsgiver Norwegian fyrede for eksempel 1571 piloter og 3134 kabine-ansatte tilbage i april 2020.

Desuden er Tårnby Kommune den kommune, hvor ledigheden er steget mest siden februar 2020. Tårnby er hjemkommune for Københavns Lufthavn, som før coronavirus kunne bryste sig af titlen som en af Danmarks største arbejdspladser.

Skabt jobmuligheder for ufaglærte

Men det er ikke kun personer, der er blevet fyret under krisen, som har fået noget ud af de 18.000 nye jobs.

Danmarks testindsats har også hjulpet med at få flere ufaglærte i arbejde – unge såvel som gamle.

Da Lukas Olsen i december kom tilbage til Danmark efter fem år i USA, havde han et hul i kalenderen på lidt mere end et halvt år, inden han regner med at starte på medicinstudiet til sommer.

Her så han en mulighed for at arbejde på et testcenter, og på bare fire måneder er han gået fra at være poder til at blive områdeleder i Helsingør.

- Det har givet en masse erfaring på alle mulige områder. Både sundhedsfagligt, ledermæssigt og i forhold til at håndtere personale, som jeg forhåbentlig også kan tage med videre i mit senere arbejdsliv, siger han til TV 2.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at fem procent af de ufaglærte lønmodtagere mistede jobbet i coronakrisens første måneder. For lønmodtagere med en mellemlang eller lang videregående uddannelse lå det tal på 2 procent.