Samfund

Dyrepassere har skilt pandaer ad og afblæst parring

Det er kun én gang om året, at hunpandaer er i brunst.

Det går ikke længere. Efter at pandaparret i Københavns Zoo har gået op og ned ad hinanden i tre dage, mens dyrepassere har krydset fingre for, at de ville parre sig, er pandaerne blevet skilt ad igen.

Hanpandaen Xing Er har nemlig ikke vist nogen som helst interesse i hunpandaen Mao Sun. Hun har ellers gjort, hvad hun kunne.

- Så sent som i morges stillede hun sig foran ham, men han har ikke vist interesse, siger presseansvarlig hos København Zoo Jacob Munkholm Hoeck.

Hanpandaen Xing Er sidder med sin pote på hunpandaen Mao Suns bagdel.

Urinprøver og træning

Det er kun én gang om året, at hunpandaer er i brunst. Derfor har dyrepasserne i Københavns Zoologiske Have forberedt sig i lang tid på, at tiden ville komme.

De har taget prøver af Mao Suns urin, så de vidste præcis, hvornår hun ville have ægløsning, og de to pandaer skulle sættes sammen.

De har også trænet Mao Sun i at ligge på ryggen, og der er blevet holdt øje med farven på hendes kønslæber. Når de er røde og hævede, er det et tegn på, at hun er klar til parring.

Imens er hanpandaen Xing Er blevet trænet i squats, så han ville have gode stærke ben til at kunne klare at bedække Mao Sun.

Men det har altså ikke været nok.

Og efter tre dage klingede Mao Suns ægløsning ud, og så mistede hun også interessen for Xing Er.

- Lige over middag mandag var det ret tydeligt for dyrepasserne, at nu gad hun ikke mere. Hendes lyd og adfærd ændrede sig, siger Jacob Munkholm Hoeck.

Et es i ærmet

Nu skal der gå endnu et år, før man igen kan forsøge at få de to pandaer til at parre.

Imens bor Mao Sun og Xing Er adskilt, da han- og hunpandaer er aggressive over for hinanden, når hunpandaen ikke er i brunst.

- Dyrepasserne er selvfølgelig skuffede. De har trænet og set frem til, at det skulle ske. De er også trætte og har været på vagt hele døgnet rundt, siger Jacob Munkholm Hoeck.

Men til næste år vil de forsøge igen. Og måske har de et es i ærmet.

- Der har været tale om, at vi til næste år vil samle noget urin fra andre pandaer og sprede i anlægget, så han måske føler mere konkurrence, siger Jacob Munkholm Hoeck.