Coronavirus

612 er testet positive for coronavirus det seneste døgn

Antallet af indlagte stiger med fire, så der nu er 181 indlagte.

Der er 612 nye smittede med coronavirus det seneste døgn.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

De positive prøver er fundet blandt i alt 204.130 PCR-tests. Det giver en positivprocent – det vil sige andelen af positive prøver – på 0,34.

Antallet af indlagte stiger med fire, så der nu er 181 indlagte. Af dem ligger 40 på intensivafdeling. Det er samme antal som lørdag.

Én smittet person er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal op på 2475 personer.

Kalder smittetallene for "tilfredsstillende"

Thorkild Sørensen, der er professor i emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, kalder de stabile smittetal for "meget tilfredsstillende".

– Det store spørgsmål er, hvad den store genåbning, vi har gang i nu, betyder for smitten. Det kan vi først se om noget tid, siger han til Ritzau.

Onsdag trådte næste faste af den udvidede genåbningsaftale, som alle partier med undtagelse af Nye Borgerlige indgik 15. april, i kraft.

Det betyder, at forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer udendørs og 10 personer indendørs.

Derudover må restauranter, caféer, barer og værtshuse igen servere for gæster.

20 procent af befolkningen er vaccineret

Yderligere har 14.902 personer fået det første stik med en coronavaccine det seneste døgn..

Det betyder, at flere end 1,2 millioner danskere har fået mindst ét stik med en vaccine. Det svarer til 20,7 procent af befolkningen.

Derudover er næsten 600.000 danskere færdigvaccineret, og det betyder, at omkring ti procent af befolkningen har fået begge vaccinestik.

Du kan få et fuldt vaccineoverblik her.