Operation X

John Laursen anklages for injurier af Bach Gruppen: - Jeg har bare fortalt sandheden

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Det rører ikke John Laursen, at Bach Gruppen anlægger sag for injurier mod ham, faktisk håber han at ende i retten med dem.

Bach Gruppen har valgt at lægge sag an mod hovedkilden i en ny Operation X-dokumentar for injurier og bagvaskelse.

Der er tale om John Laursen, som i dokumentaren kritiserer virksomheden og påstår, at den øverste ledelse i Bach Gruppen havde fuldt kendskab til den ulovlige brug af gammelt beton i prestigebyggeriet Njals Tårn i København.

- Jeg har ikke hørt noget om en injuriesag endnu, udover det jeg har set på nettet. Men det skræmmer mig ikke, for det jeg har sagt, det står jeg ved, fortæller John Laursen.

I dokumentaren beskylder John Laursen bestyrelsesformand Finn Bach for at have givet ordre om at støbe en bundplade i dårligere kvalitet, end den burde være.

- Jeg synes ikke, der er hverken injurier eller bagvaskelse i mine udtalelser, for jeg har bare fortalt sandheden. Sagen var i øvrigt kendt, inden jeg udtalte mig, så jeg kan slet ikke se, hvordan jeg laver bagvaskelse, forklarer han.

Et spørgsmål om samvittighed

John Laursen kendte den nu afdøde Henrik Steffensen godt, og de var tætte venner. Bach Gruppen beskylder Henrik Steffensen for at være manden bag den betonfusk, som er foregået. Og det var ifølge John Laursen dråben, der fik ham til at stå frem.

- Det vil jeg ikke stå model til, at de vil give en død mand skylden, som ikke kan svare igen. De gør ham til syndebuk. Og jeg kendte Henrik godt nok til at vide, at sådan ville han aldrig gøre selv. Det kan godt være, han har et ansvar, men ikke alene, fortæller John Laursen.

Ifølge Bach Gruppen klinger kritikken fra John Laursen hult.

- Vi kan klart afvise beskyldningerne, der fremkommer i programmet. Beskyldningerne, der fremsættes af John Laursen, er løgn fra ende til anden. Manden er tidligere dømt og har ligget i konflikt med os i en årrække, og nu giver TV 2 ham sendeflade til at fremsætte sine udokumenterede påstande i bedste sendetid. Vi er mildest talt rystede, siger Martin Rasmussen, der er juridisk direktør i Bach Gruppen, i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Men John Laursen afviser, at det er fordi, han har et horn i siden på Bach Gruppen, at han fortæller sin historie. Det drejer sig bare om at få sandheden frem.

- Jeg har et ansvar for at fortælle det her. Tænk nu, hvis en af deres bygninger brød sammen uden at nogle havde gjort opmærksom på udfordringerne. Det er simpelthen et samvittighedsspørgsmål, slår John Laursen fast.