Coronavirus

EU tæt på at sikre 1,8 milliarder vaccinedoser fra Pfizer

I alt bor der 450 millioner mennesker i EU-landene, så den nye ordre dækker vaccinationer af alle borgere de næste to år.

EU-Kommissionen er at indgå en aftale med BioNTech og Pfizer om levering af yderligere 1,8 milliarder vaccinedoser, oplyser EU-Kommissionen til Reuters.

Kontrakten strækker sig over to år og slutter i 2023.

Formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, forventer, at kontrakten falder endeligt på plads i løbet af de næste par dage.

Indtil videre har EU indgået to kontrakter med vaccineproducenten om 500 millioner doser med muligheden for at øge det tal med yderligere 100 millioner doser.

I alt bor der 450 millioner mennesker i EU-landene, så den nye ordre dækker vaccinationer af alle borgere de næste to år.

Planen er, at de kommende doser skal fungere som "booster-shots", der skal gives efter folk har fået de første stik, ligesom de kommende vacciner kan beskytte mod nye virusvarianter, skriver formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, på Twitter.

Fokus på RNA

Megakontrakten kan være en indikator på, hvem EU satser på som fremtidens leverandører af coronavacciner.

Aftalen blev første gang nævnt Ursula von der Leyen, i onsdags.

- Vi bliver nødt til at fokusere på de teknologier, der har bevist deres værd, sagde von der Leyen.

Pfizer/BioNTech-vaccinen er baseret på den nyudviklede mRNA-teknologi, hvorimod AstraZeneca-vaccinen og Johnson & Johnsons vaccine er lavet på den såkaldte adenovirus-teknologi.

Og selv om alle vaccineproducenterne har kæmpet med at leve op til det, de har lovet i kontrakterne, har Pfizer/BioNTech haft færre problemer end konkurrenterne.

Særligt slemt har det været for AstraZeneca-vaccinen, som har leveret en fjerdedel af de 120 millioner doser, man har lovet EU.

Skal produceres i EU

Kort før kontraktforhandlingerne gik i gang, meldte Ursula von der Leyen ud, at de kommende års vacciner skulle produceres i EU.

- Ikke kun produktionen af vaccinerne, men også alle væsentlige komponenter, vil være baseret i EU, sagde hun i en pressemeddelelse.

EU har kæmpet med en langsom vaccineudrulning sammenlignet med USA og Storbritannien.

Det skyldes både leveringsproblemerne, men også at to vacciner har været på pause, mens de er blevet undersøgt i forbindelse med få, men alvorlige tilfælde af sjældne blodpropper og et lavt antal blodplader.

- Der er stadig mange faktorer, der kan forstyrre vores planlagte vaccineudrulning. Og derfor er det vigtigt at handle hurtigt, forudse og justere, når det er muligt, lyder det fra Ursula von der Leyen.