Samfund

Sygeplejerskestrejke truer - sådan kan hospitalerne blive ramt

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Hvis der kommer strejke, vil et nødberedskab skulle træde til. Visse afdelinger er helt undtaget for strejken.

Der er stadig en måned til, at en eventuel strejke blandt sygeplejerskerne kan begynde, men torsdag blev de første skridt taget, da Dansk Sygeplejeråd (DSR) udsendte et såkaldt konfliktvarsel.

Det betyder kort fortalt, at 10 procent af de sygeplejersker, der er medlem af DSR og ansat enten i kommunalt eller regionalt regi, vil nedlægge arbejdet 21. maj, hvis ikke man har landet en ny aftale inden.

For nuværende er det langt fra håbet, at konflikten munder ud i en strejke, men hvis det sker, vil et nødberedskab skulle træde til.

- Der vil være et nødberedskab, så vi sikrer, at livsvigtigt arbejde bliver udført på hospitalerne. Men der vil være meget af det planlagte, der ikke kan lade sig gøre, siger Grete Christensen, formand for DSR, torsdag til TV 2.

Ikke den helt store tromme

Ifølge den seneste medlemsstatistik har DSR knap 80.000 medlemmer. Cirka 47.500 af disse er ansat i enten en af de fem regioner eller i en af landets 98 kommuner. En strejke på 10 procent af DSR's medlemmer vil altså omfatte knap 5000 sygeplejersker.

Derudover vil bestemte afdelinger blive friholdt af strejken. Det drejer sig om afdelinger for livstruende sygdomme – herunder også coronapatienter – kræftafdelinger, børneafdelinger og psykiatriske afdelinger.

Henny Christensen, der er redaktør på TV 2 News og har fulgt arbejdsmarkedet og dets konflikter tæt gennem mange år, fortæller, at 10 procent er minimumskravet for et konfliktvarsel.

- Så det er ikke fordi, de slår på den helt store tromme. De varsler konflikt for dem, de skal, siger Henny Christensen.

Hun mener, at Dansk Sygeplejeråd står over for en balanceakt, da de på den ene side skal finde en konflikt, der kan mærkes, og som viser, hvor vigtige medlemmerne er. Men omvendt må det ikke genere så meget, at danskerne bliver sure på sygeplejerskerne.

Chefforhandler: Det vil ramme nogle patienter

Anders Kühnau (S), der er chefforhandler for regionerne og formand for regionsrådet i Region Midtjylland, ærgrer sig over situationen.

Han forventer snart at få en invitation til Forligsinstitutionen, hvor de to parter skal forsøge at finde frem til en ny aftale, sygeplejerskerne vil støtte op om. Samtidig skal der dog lægges en plan for nødberedskab, og det vil uundgåeligt føre til problemer, hvis konflikten ender ud i en strejke.

- Det er klart, at en potentiel konflikt – hvilket jeg håber, vi kan undgå – vil ramme nogle andre patientgrupper, som ikke er akut eller alvorligt syge, siger Anders Kühnau til TV 2.

Torsdag har også Radiograf Rådet, der repræsenterer knap 2500 radiografer, varslet konflikt fra 21. maj. Ligesom DSR har Radiograf Rådet udtaget 10 procent af sine medlemmer til en eventuel strejke. 48 procent af Radiograd Rådets medlemmer stemte nej til OK21-aftalen, da den blev sendt til urafstemning tidligere på året.

På kortene herunder kan du se, hvilke afdelinger der ifølge TV 2s oplysninger er på listen over områder, der kan indgå i sygeplejerskenes strejke - tryk på de enkelte punkter for at læse mere: