Coronavirus

Se videoerne: Sådan så det ud, da danskerne igen kunne komme ud

Foråret er kommet, og det samme er næste store fase i genåbningen. Her kan du se, hvordan det forløb i Odense og København.

Onsdag kunne både restauranter, caféer, barer og værtshuse igen åbne for servering både inde og ude.

TV 2 satte kameraer op ved Gråbrødre Plads i Odense og i Kødbyen og Nyhavn i København, der filmede både tirsdag før genåbningen og onsdag, for at se, om det var en mulighed, danskerne ville benytte sig af.

Nedenfor kan du se videoerne fra København, og i toppen af artiklen kan du se, hvordan dagene forløb i Odense.

Kødbyen, København

Kristian Bøje, 20, Mads Walter, 21

.

De to kammerater Kristian og Mads udnyttede muligheden, som genåbningen gav dem, til at tage en mini-pubcrawl.

- Vi havde ikke booket noget på forhånd, men da vi forleden morgen så, at der ville blive åbnet op i dag, der vidste vi, at vi skulle af sted, siger Kristian Bøje.

Venstre billede er fra Kødbyen tirsdag, mens det højre er fra onsdag:

Kødbyen tirsdag 20. april 2021.
Kødbyen onsdag 21. april 2021.

Sidste gang, de var på en rigtig bytur, var i forbindelse med en gallafest på gymnasiet i marts sidste år, men måden at komme ud på nu, hvor der er nogle restriktioner, generer dem ikke.

- Både gæster og personale er meget opmærksomme. Der er både sprit og afstand. Det er helt fint for os – vi kan både komme ud og se frem til, at det hele forhåbentligt snart åbner endnu mere op, siger Mads Walter.

Ingen af dem er bekymrede for smittespredning, men begge er mere opmærksomme på baggrund af det år, vi lige er gået igennem. Af samme årsag er de specifikt gået efter udendørssteder i forbindelse med dagens ølsmagninger.

Katrine Carstensen, 23

.

Ikke siden i sommer har Katrine Carstensen været ude med veninderne, som hun er i dag. Og selvom det blæser lidt, har både solskin og smil fundet vej til Kødbyen i København.

- Stille og roligt bliver der åbnet mere og mere op, og det er simpelthen fantastisk at komme lidt ud igen, siger hun.

En timelapse video, der viser forskellen på tirsdag før genåbningen og onsdag, hvor barer, restauranter og cafeer igen kunne holde åbent. Video: Albert Schmidt Møller

Både hun og veninderne tager smitten alvorligt og det samme med retningslinjerne, så en øget smittespredning er ikke noget, hun er bekymret for.

- Der er nogle regler, som vi skal følge lige nu, og sådan er det. Det er for vores allesammens bedste. Nu er der lidt åbent, og om lidt er der helt åbent – og det bliver skønt, siger Katrine Carstensen.

Nyhavn, København

En timelapse video, der viser forskellen på tirsdag før genåbningen og onsdag, hvor barer, restauranter og cafeer igen kunne holde åbent. Video: Albert Schmidt Møller

Elin Tabitha Hansen, 47, Michael Vilhelmsen, 54

.

- Jeg ville bare gerne ud og se folks smil, når de igen kunne sidde ude på restauranterne og caféerne, siger Elin Tabitha Hansen.

Hun og Michael Vilhelmsen nåede dog ikke længere end forbi de første fire udskænkningssteder i Nyhavn, før de selv fandt en plads.

- Det har påvirket mig mere, end jeg troede, det ville. Det er mere end det at få en øl, det er det mentale i, at vi er på vej tilbage til en normal tilstand efter en utrolig lang vinter, siger Michael Vilhelmsen.

Venstre billede er fra Nyhavn tirsdag, mens det højre er fra onsdag:

Nyhavn tirsdag 20. april 2021.
Nyhavn onsdag 21. april 2021.

Venneparret har et afslappet forhold til coronasmitten – ikke mindst grundet de gode testmuligheder. Men selvom der er styr på smitten i Danmark, så er de enige om, at det er fint, der stadig er nogle restriktioner.

- Hver eneste dag har jeg gået forbi et fuldstændig nedlukket Nyhavn, og det har været umådeligt trist. Der skal vi nødigt hen igen, siger Elin Tabitha Hansen.

Og der er enighed omkring, at restriktionerne er et nødvendigt onde lidt endnu.

- Jeg glæder mig virkelig, til vi igen kan gå ud og være sammen som før. Og med vaccinationsprogrammet, der kører, er jeg optimistisk, men jeg har også en forståelse for, at der går lidt tid endnu, siger Michael Vilhelmsen.