Operation X

Bølgen bygget i strid med reglerne - ekspert bekymret

Entreprenøren bag det kendte lejlighedskompleks Bølgen har ikke fulgt byggetilladelsen. Vejle Kommune undersøger nu sagen.

Det ikoniske byggeri Bølgen i Vejle har vundet flere priser for sin unikke arkitektur og rummer nogle af landets mest eksklusive lejligheder. Men nu viser det sig, at alt ikke er, som det skal være i prestigebyggeriet.

De tre sidste bølger er nemlig ikke bygget på den måde, som ingeniøren bag beregningerne har anvist i byggetilladelsen.

Det erkender Martin Rasmussen, juridisk direktør for entreprenøren Bach Gruppen, som står bag byggeriet, i et interview med 'Operation X'.

Det er et stort problem, mener Bjarne Christian Jensen, professor emeritus i bygningskonstruktioner på SDU.

- Indtil jeg får at vide, hvad de har lavet, vil jeg faktisk være bekymret, siger han.

Har ikke fremlagt beregninger bag alternativ løsning

De tre bølger skulle ifølge byggetilladelsen have været bygget med såkaldte freyssinet-liner - nogle kraftige stålwirer, som skulle holde de 34 meter høje bygninger stabile. Men Bach Gruppen har valgt "en helt anden løsning", forklarer Martin Rasmussen.

Præcis hvilken alternativ løsning, som Bach Gruppen har valgt, er uvis.

I januar henvendte 'Operation X' sig første gang til Bach Gruppen med spørgsmålet om, hvorvidt freyssinet-linerne i Bølgen var monteret i henhold til byggetilladelsen. Først efter to måneder erkendte Bach Gruppen, at det ikke var tilfældet. Og Bach Gruppen har trods forespørgsler stadig ikke sendt beregningerne for deres alternative løsning til TV 2.

Beboerne i luksuslejlighederne kendte ikke til Bach Gruppens konstruktionsændring, og heller ikke Vejle Kommune fik besked.

Det er i strid med byggetilladelsen, hvor der står, at kommunen skal orienteres eller godkende det, hvis der sker "væsentlige ændringer" under byggeriet - og dermed er Bølgen bygget i strid med reglerne.

- Når man ikke bygger i henhold til byggetilladelsen, er byggetilladelsen ikke længere gyldig. Bygger man uden en gyldig byggetilladelse, er byggeriet i strid med bygningsreglementet, siger institutdirektør Niels-Jørgen Aagaard fra DTU BYG og understreger, at han ikke forholder sig til den konkrete sag, men udtaler sig generelt.

Følte ikke det var væsentligt

Bach Gruppens juridiske direktør Martin Rasmussen forklarer, at de ikke har informeret kommunen, da "man ikke har følt, at det var en væsentlig ændring".

- Det har vores rådgiver vurderet, siger Martin Rasmussen.

Men det afviser selvsamme rådgiver, Sweco.

De skriver i en mail til TV 2, at det er "en væsentlig ændring" at udelade freyssinet-linerne, og at Sweco i øvrigt har orienteret Bach Gruppen om dette.

Ingeniøren bag de oprindelige beregninger for Bølgen, Ian Hobson, betegner også freyssinet-linerne som "helt afgørende for bygningens stabilitet".

- Der er tale om en væsentlig konstruktionsændring, som vil kræve helt nye beregninger, siger han.

Heller ikke hos Bjarne Christian Jensen er der nogen tvivl.

- Hvis ikke det her er en væsentlig ændring, ved jeg ikke, hvad der er en væsentlig ændring, siger han.

Bølgen i Vejle

Bølgen består af fem bygninger. Bach Gruppen købte sig ind i byggeriet i 2009, da de første to bølger næsten var færdigbyggede. Fra 2015 til 2018 byggede Bach Gruppen de sidste tre bølger.

Uenig med egen rådgiver

Martin Rasmussen forklarer videre, at "alle beregninger" for den alternative løsning er lavet dengang af Sweco.

Men det kan Sweco heller "ikke genkende". De oplyser, at de kun har lavet et foreløbigt oplæg til Bach Gruppen.

- Men når der står "foreløbigt", er det jo ikke noget, der er endeligt. Det er jo forskellen på, om du laver en tegning, som er foreløbig, eller om du laver en til udførelse, siger Peder Nielsen, chefjurist i Sweco.

Sagen vækker bekymring hos professor emeritus Bjarne Christian Jensen.

- Man har ikke en dokumentation for, at den sikkerhed, der skal være der, er til stede. Det er jo det, beregningerne skal vise, siger han.

Martin Rasmussen siger, at han er blevet forsikret, at beregningerne er "holdbare og valide".

Efter 'Operation X's henvendelse om et interview undersøger Vejle Kommune nu sagen og skriver i et notat til byrådet, at de "tager sagen meget alvorligt".

Kommunen har i første omgang givet Bach Gruppen frist til fredag 23. april til at levere dokumentation for deres alternative måde at bygge Bølgen på.

I skyggen af højhusskandale

Entreprenøren Bach Gruppen er i forvejen centrum i en af Danmarkshistoriens største byggeskandaler. Et 86 meter højhus bygget ovenpå et fundament af så dårlig beton, at det regnes som ubrugeligt.

Københavns Kommune har politianmeldt selskabet bag byggeriet.

Du kan se mere om skandalen i 'Operation X: Milliardæren og den døde direktør' torsdag klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Har du et fortroligt tip?

TV 2 driver en af landets største undersøgende redaktioner. Vi beskytter altid kilder, der deler fortrolige oplysninger. Hvis du vil dele fortrolig viden eller følsomme dokumenter med os, kan du se her, hvordan det kan lade sig gøre fortroligt og sikkert.