Coronavirus

Partier vil afskaffe "fjollet" regel på restauranter og barer inden genåbning

Flere af de partier, der var med til at forhandle genåbningsaftalen, slår nu bak. Regel om at booke bord var ikke en del af aftalen, siger de.

Som en del af restauranter og barers genåbning er der krav om, at kunder skal bestille bord mindst en halv time før ankomst, hvis de vil sidde indenfor.

Men den regel har fået flere restaurant- og barejere til at melde ud, at de alligevel ikke vil genåbne for indendørs servering 21. april, som der ellers er givet grønt lys for. De er ganske enkelt ikke gearet til at tage imod bookinger, lyder det.

Også brancheorganisationerne Horesta og SMV Danmark kritiserer reglen for at ramme de restauranter, der ikke har bookingsystemer. De mener, at reglen vil føre til tomme borde, fordi den står i vejen for kunders spontanitet.

Flere partier siger nu, at reglen ikke giver mening, og at de vil have den ændret med det samme.

"Det er bare dumt for alle"

Det gælder blandt andet Dansk Folkeparti.

- Vi mener, at det er overkill. Gæsterne skal i forvejen have en negativ coronatest, og der er afstandskrav. Det er en unødig regel, som er svær for restauranterne at håndtere, siger Hans Kristian Skibby, som er erhvervsordfører i Dansk Folkeparti, til TV 2.

Heller ikke hos de radikale synes man, at reglen skal bestå.

- Det giver ikke mening, at en restaurant skal stå med et tomt bord, mens der samtidig står en kunde udenfor og venter i 30 minutter, på trods af at kunden har et coronapas. Det er bare dumt for alle, og det skal vi simpelthen kunne gøre smartere, siger erhvervsordfører for Radikale Venstre Katrine Robsøe til TV 2.

"Gak i låget"

I aftalen om genåbning står der, at restauranter, caféer med mere kan åbne med coronapas fra 21. april.

Det er i den efterfølgende udmøntning af aftalen, at reglen om de 30 minutter er kommet til. Og det undrer de konservatives erhvervsordfører, Mona Juul.

- Det er ikke sådan, vi tolkede aftalen. Vi kan selvfølgeligt have tolket den aftale forkert. Men det ændrer ikke på, at det er relevant at høre restauranter og caféer om, hvorvidt det kan gøres anderledes og bedre, siger hun til Ritzau.

- Det er fjollet, hvis ikke man får fyldt bordene op, fordi kunder skal booke et bord en halv time i forvejen.

Ligesom de konservative vil også Venstre have reglen ændret. Over for Ritzau kalder erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen den "gak i låget".

SF: Giv det nu en chance

Hos regeringens støtteparti SF bakker man dog ikke op om den holdning.

- Jeg synes faktisk, at det er en smule anstrengende, at der er partier, der løber fra aftalen, så snart vi er kommet ud af forhandlingsrummet, siger partiets sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, som synes, at man bliver nødt til at give reglen en chance, inden man stemmer den hjem.

Aftalen er lavet på den måde for at undgå, at for mange mødes, og uden reservationer bliver det sværere at smitteopspore, siger hun til TV 2.

Hun kan dog godt forstå, at nogle restaurant- og værtshusejere føler, at det er en besværlig regel.

- Men det er en betingelse for en genåbning af denne størrelse, siger hun og tilføjer, at der ikke var nogen tvivl om, at sundhedsmyndighederne var bekymrede for omfanget af genåbningen, da aftalen blev lavet.

Regel løber foreløbig til 6. maj

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) skriver i en kommentar til Ritzau, at kravet i udgangspunktet vil løbe til 6. maj. Og at restriktioner er afgørende for en kontrolleret genåbning.

Bordbestillingen skal være med til at holde "samfundsaktiviteten nede" og er indført for at lave en "lave en mere kontrolleret og styret genåbning".

- Jeg forstår godt, at det kan være bøvlet og irriterende, men det er forudsætningen for, at vi kan åbne så meget af samfundet og dansk erhvervsliv, som vi gør nu, skriver ministeren.