Samfund

Restauranter kimes ned: - Vi er næsten booket indtil jul

Bookingsystemet Dinnerbooking forventer at få op til 70.000 bookinger i løbet af fredag. Det er 64.000 flere bookinger end ugen forinden.

Restauranter og cafeer kan fra onsdag igen byde gæster velkommen, efter et flertal af Folketingets partier natten til fredag blev enige om en yderligere genåbning af samfundet.

Det har fået bestillingerne til at tikke ind hos mange restauratører rundt om i landet

Hos bookingsystemet Dinnerbooking har mere end 50.000 gæster fredag eftermiddag booket bord på en af de mere end 850 restauranter, der benytter sig af platformen.

Og de forventer at få yderligere 10.000-20.000 flere bookinger, inden dagen er omme, fortæller Laura Madsen, PR og Communications Manager hos Dinnerbooking.

Til sammenligning modtog platformen for en uge siden 6000 gæsterbookinger på en dag.

Fået 400 opkald

En af de restauratører, som fredag morgen er stået op til en rødglødende telefon, er Sabrine Dupont, der sammen med sin far ejer Restaurant Knapp i Aabenraa.

- Vi har været på arbejde siden klokken 5.30, og den første telefon ringede klokken 6, fortæller hun til TV 2 og tilføjer, at de har været fire personer om at passe telefonen hele dagen.

Der er ikke noget med, om vi kan nå det. Vi skal nå det

Sabrine Dupont, restauratør Restaurant Knapp

På restaurant Knapp er der også mulighed for overnatning. Og Sabrine Dupont fortæller, at gæsterne både har ringet ind for at bestille bord og værelser.

- Jeg vil tror, at vi har fået omkring 400 opkald i dag. Cirka 200 af dem er bordbestillinger. Vi er booket 98 procent indtil jul, siger hun.

På grund af den store forespørgsel har Restaurant Knapp været nødt til at afvise flere gæster. Især har der været mange, som har ringet ind for at booke bord til onsdag, fortæller restauratøren.

Hun erkender også, at de har valgt at satse lidt, fordi nedlukningen har kostet dem dyrt.

- Der er ikke noget med, om vi kan nå det. Vi skal nå det, fastslår hun, men understreger, at det bliver presset.

Ikke alle er klar

Ifølge den første genåbningsplan fra 23. marts, måtte restauranter og cafeer først åbne for indendørsservering 6. maj.

Men med den nye aftale kan de allerede slå dørene op for deres gæster to uger tidligere.

Hos Il Buco i København, der ejes af Christer Back Bredgaard, tror de dog ikke, at de kan nå at blive klar med fem dages varsel.

- Der skal laves en masse forberedelser. Der skal syltes, koges ind, laves saucer og pasta, og der skal fyldes godt op i forrådskammeret. Det er vi ikke klar til på nogen måder, men det håber jeg, vi kan blive, siger Christer Back Bredgaard til TV 2.

Med den nye genåbningsaftale er det et krav, at gæsterne skal bestille bord og fremvise coronapas ved indendørsservering.

Desuden skal indendørsservering ske med et arealkrav på to kvadratmeter for siddende servering og fire kvadratmeter for stående gæster.

Restauranter og caféer må holde åbent til klokken 23 med sidste udskænkning senest klokken 22.