Samfund

Venter på at fejre dåb, konfirmation og bryllup: - Hun vil jo selv kunne gå op til døbefonten

En har planlagt bryllup tre gange, én vil ikke konfirmeres, efter han starter i gymnasiet, og én kan nu selv gå op til døbefonten,

Torsdag forhandler Folketingets partier om at hæve forsamlingsforbuddet både indendørs og udendørs.

Imens venter tusindvis af danskere stadig på at finde ud af, hvornår de kan fejre de store milepæle i livet, der har fundet sted under pandemien.

TV 2 har talt med en håndfuld af de danskere, som sidder ekstra langt ude på stolekanten, mens der forhandles.

Stephanie forsøger for trejde gang at arrangere bryllup

Selvom det er mere end et år siden, at Stephanie Schor Mogensens skulle giftes med sin forlovede, venter de stadig på at forsamlingsloftet hæves.

Egentlig var planen, at 26-årige Stephanie Schor Mogensen og hendes forlovede Thomas skulle giftes i april sidste år. Men på grund af Danmarks første nedlukning måtte de pludseligt slå bremserne i.

- Der var kun nogle uger til brylluppet, så jeg havde forberedt det hele og havde købt en masse pynt med datoer på. Så jeg blev rigtig ked af det, og det var virkelig hårdt, fortæller hun.

Derfor valgte parret at blive viet ved en lille uformel ceremoni, mens festen for deres venner og familie blev udskudt et år.

Stephanie var nemlig gravid og ville gerne nå at ”smide babyvægten,” inden den store dag. Og samtidig måtte parret starte helt forfra på både invitationer, bordkort, glas og vielsesringe, der allerede havde bryllupsdatoen indgraveret.

Men under vinterens nedlukning mistede parret troen på, at et nyt forårsbryllup med deres knap 80 gæster kunne lade sig gøre. Og derfor flyttede de endnu en gang datoen – denne gang indtil midten af august.

- Vi vil jo gerne fejre kærligheden til hinanden, og det synes vi ikke, vi kan, når man kun må samles 10 mennesker. Der er altså for meget gang i vores familie og venner, siger Stephanie Schor Mogensen.

Men efter Danmark i denne uge droppede AstraZenecas vaccine og satte brugen af Johnson & Johnsons på pause, frygter hun, hvad forhandlingerne om forsamlingsloftet munder ud i.

- Man har en knude i maven og når slet ikke at se frem til det, fordi man hele tide frygter at skulle aflyse igen. Hvis det bliver nødvendigt at udskyde en gang mere, bliver det rigtig håbløst. Man gider jo ikke blive ved, siger hun.

Magnus vil ikke konfirmeres i gymnasiet

Sidste sommer blev Magnus konfirmeret - men han har stadig ikke holdt sin fest.

Også blandt forårets konfirmander er stemningen lige nu anspændt. Og det har Christina Vogelius Salbæk om nogen kunne mærke.

Sidste år blev hendes søn, Magnus’, konfirmation rykket til august. Og selvom han på dagen tilkendte sig den kristne tro, er den store fejring med hele familien indtil nu blevet udskudt tre gange.

- Han synes jo, det er rigtig frustrerende. Vi har en søn, som blev konfirmeret for tre år siden, så han har næsten lige set sin bror få en stor fest, og så bliver hans egen måske slet ikke til noget, fortæller hun.

Indtil videre har forsamlingsloftet sammen med anbefalinger om mundbind og begrænset fællessang nemlig stukket en kæp i hjulet på den store fest, Magnus ønsker sig.

Men nu håber Christina Vogelius Salbæk, at familien til juni kan samle 63 gæster på en restaurant.

- Det er svært at glæde sig til en fest, når man ikke ved, om det bliver til noget. Og det er virkelig hårdt hele tiden at lave nye bordplaner, for det er jo et helvede til arbejde, siger hun.

Magnus er den eneste i sin klasse, som endnu ikke har fejret sin konfirmation. Men bliver forsamlingsforbuddet ikke løftet tilstrækkeligt, overvejer familien helt at aflyse festen.

- Han synes, det er rigtig ærgerligt, men hvis der ikke kan afholdes noget i juni, så vil han helst slet ikke have en fest. Han starter jo i 1. g til sommer, og det er jo lidt mærkeligt at holde konfirmationsfest, når man går i gymnasiet, siger Christina Vogelius Salbæk.

Nu kan Iris selv gå op til døbefonten

Når Iris forhåbentligt skal døbes til sommer, er hun blevet halvandet år gammel.

Sidste sommer skulle 31-årige Barbara Struwe-Lundgreens datter Iris have været døbt.

Men en stor del af hendes familie bor i Norge, og på grund af landets strenge regler for ind- og udrejse under coronaen blev Iris’ dåb udskudt helt indtil juni i år.

- Vi har en dåbskjole, der er gået i arv i familien, men den kan hun ikke passe mere. Og hun fylder jo halvandet år inden dåben, så hun vil jo selv kunne gå op til døbefonten og hoppe i vandet, fortæller Barbara Struwe-Lundgreen.

Egentlig er planen kun at samle cirka 30 mennesker både i kirken og til festen. Men selvom familien tror på, at forsamlingsloftet kommer derover, frygter de også, at det først sker ud på sommeren.

Og i værste fald kan det betyde, at Barbara Struwe-Lundgreens norske familie ikke kan nå at planlægge både fly og hotel inden dåben.

- Vores nærmeste familie skal jo være med til hendes dåb, så vi ville helt sikkert udskyde det igen. Men det vil vi være rigtig trætte af, for hun skal jo ikke gå glip at sin dåb, bare fordi vi ramler ind i alt det her.