Coronavirus

Regeringen vil undersøge muligheden for at give danskerne frit valg om AstraZeneca

Meldingen fra regeringen kommer, efter flere partier onsdag kritiserede beslutningen om helt at droppe AstraZeneca-vaccinen.

Regeringen har bedt Sundhedsstyrelsen om oplæg til, hvordan AstraZenecas vaccine eventuelt vil kunne tilbydes borgere, der vil have den.

- Jeg har bedt sundhedsmyndighederne afklare fordele og ulemper ved en model, hvor AstraZeneca-vaccinen kan ordineres til borgere, der aktivt ønsker at blive vaccineret med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et skriftligt svar til TV 2.

Vaccinen fra AstraZeneca blev onsdag droppet som en del af det danske vaccinationsprogram, da Sundhedsstyrelsen mener, at smittesituationen i Danmark er så godt under kontrol, at der ikke er grund til at tage en unødig risiko.

Søren Brostrøm sagde på et pressemøde onsdag, at vaccinens sjældne bivirkninger, der kan give blodpropper, vurderes at ramme 1 ud af 40.000. Det svarer til 0.0025 procent.

Sundhedsministeriet oplyser, at det endnu ikke er fastlagt, hvad der skal ske med de indkøbte AstraZeneca-vacciner.

- Det er vigtigt, at vi grundigt får belyst de mulige fordele og ulemper ved en sådan ordning, inden vi tager stilling, så vaccineindsatsen fortsat er en tryg oplevelse for alle, siger Magnus Heunicke.

Flere partier vil have vaccinen gjort frivillig

En række partier sagde onsdag til TV 2, at danskerne selv skal være herre over, om de vil have vaccinen eller ej.

Ifølge Liberal Alliance er 1 ud af 40.000 en meget lav risiko. Derfor foreslog partiet onsdag at gøre vaccinen frivillig.

- Det er farligere at tage p-piller, sagde Liberale Alliances politiske leder Alex Vanopslagh om risikoen ved AstraZeneva-vaccinen.

Både konservative og Nye Borgerlige bakker op om forslaget, mens Venstre og Dansk Folkeparti er åbne for idéen.

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) efterlyser mere viden om begrundelserne for at droppe vaccinen til at begynde med.

– Vi har en fin tradition i Danmark for, at sundhedsmyndigheder godkender vacciner, og det skal politikere ikke til at gøre. Men det her er jo netop en vaccine, der er godkendt af myndighederne, siger han.

Også Radikale Venstre er villige til at se på, om det er muligt. Enhedslisten afviste forslaget.

Søren Brostrøm sagde på pressemødet, at det bestemt er muligt at indføre en model, hvor man kan gøre vaccinen frivillig. Han ville dog ikke selv gå ud og anbefale det.

- Jeg tror ikke, at efterspørgslen bliver så stor, men det kan godt lade sig gøre, hvis det ønskes, sagde han på pressemødet onsdag eftermiddag.

Omkring 150.000 danskere nåede at få første stik med AstraZeneca-vaccinen, inden den blev droppet af sundhedsmyndighederne.