GO'

Bådtur med Lars Løkke fik kendiskok til at tænke over egen sexisme: - Det er ikke noget, jeg er stolt af

Umut Sakarya har blandt andet kaldt kvinder for "ludere" i Facebookgruppen 'Official Team Grease', som han selv har stiftet.

Nogle husker formentlig, da tv-kokken Umut Sakarya trak sig fra 'Vild med dans' i 2019.

Han havde i ugevis fået negative kommentarer på sociale medier, som betød, at hans glæde ved at medvirke i programmet var forsvundet.

- Jeg har lært, at man skal sige fra, når noget bliver for meget, og jeg er ved at knække over nu. Alt det hate, der er kommet på de sociale medier gennem hele sæsonen, er blevet endnu vildere, sagde Umut Sakarya dengang til TV 2.

Efter at Umut Sakarya i sidste uge gjorde det klart i et opslag på Instagram, at han vil stoppe med at skrive "hygge-sexistiske" kommentarer på sociale medier, er han havnet i lidt af en shitstorm.

For screenshots fra sociale medier viser, at kendiskokken selv har bidraget til den hårde tone og skrevet nedladende opslag og kommentarer om kvinder.

Blandt andet i sin Facebookgruppe 'Official Team Grease', som primært henvender sig til kødelskende mænd, og som bryster sig af at hylde "far-kroppen".

- Det lyder vanvittigt

I kommentarer i gruppen har Umut Sakarya blandt andet skrevet: "skal jeg sluk dig som jeg slukkede din luder mors tørst for sæd igår?" og "Gå og knep dig selv. Kærlig hilsen Umut".

Og det undskylder han nu.

- Det lyder vanvittigt. Og det lyder ikke som en, der gerne vil være en rollemodel. Det er ikke noget, jeg er stolt af, sagde Umut Sakarya, da han mandag aften gæstede 'Go' aften LIVE' på TV 2.

- Jeg har bidraget til "hyggesexisme". Men det vil jeg lave om på.

Kommentarerne blev skrevet i et "lukket" forum, idet Facebookgruppen er privat. Den har dog flere end 17.000 medlemmer, og Umut Sakarya erkender selv, at han også har skrevet lignende kommentarer i åbne forummer.

I 2019 sad du i studiet og fortalte, at du stoppede i 'Vild med dans' på grund af den gode tone. Vi holdt alle sammen med dig og støttede dig. Når det handler om dig, så er der en grænse, men når det handler om andre, så må man bare give den gas?

- Nej, der er det stadigvæk det samme. Og det er stadig forkert.

Ingen dybere mening

Umut Sakaryas eget bud er, at han er kok, og derfor kommer fra en arbejdskultur, hvor sådan et sprogbrug har været tilladt.

- Selvfølgelig har der været nogen, som har sagt, at det er for meget, men der har også været tusindvis af andre, der synes, det har været fedt. Og så har man ikke selv tænkt, at det har været skadeligt, lød det fra kokken.

Ifølge ham har der ikke været nogen dybere mening med de hårde kommentarer, idet de har været skrevet i sjov.

Han mener desuden, at den sarkastiske "mande-humor" er en del af den danske humor. Men humoren kan samtidig accelerere og pludselig blive til bandeord.

Vil sørge for gode tone i Facebookgruppe

Umut Sakarya skrev opslaget på Instagram, efter han havde været med i programmet 'Over Atlanten' sammen med blandt andre tidligere svømmer Sarah Bro og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Og under turen faldt snakken en dag på den hårde tone og på "hygge-sexistiske" jokes.

- Processen har været i gang i noget tid, hvor jeg har tænkt over mit sprogbrug, efter jeg kom hjem fra turen. Det er blandt andet på grund af samtaler med Lars Løkke, jeg har haft under turen, som gentagne gange retter mig.

Han beskriver Facebookgruppen 'Official Team Grease' som et fristed, hvor man godt kan glemme at holde den gode tone.

- Men er det egentlig tilladt at være sådan i et lukket forum? Nej, det synes jeg ikke, at det er, siger han.

Umut Sakarya har ikke slettet hverken opslag eller kommentarer i Facebookgruppen. Til gengæld har han lavet nogle retningslinjer for, hvad der er tilladt at skrive i gruppen, og desuden har han sat flere administratorer i gruppen, der skal sørge for, at den gode tone opretholdes.