Samfund

Lægemiddelstyrelsen undersøger indberetning om 'sorte orm' i mundbind

Efter at have gennemgået alle videoerne og rådført sig med eksperter vurderer Lægemiddelstyrelsen, at der ikke er tale om noget dyr.

Gennem de seneste dage har en række videoer af små, sorte tråde, der vrider og vender sig i engangsmundbind, floreret på sociale medier.

Det har fået flere til at spekulere i, om maskerne indeholder levende orme eller parasitter.

Spekulationerne får nu Lægemiddelstyrelsen til at gå ind i sagen.

I en række Tweets mandag aften oplyser Lægemiddelstyrelsen, at man ikke skal være bange for, at der er noget levende i ens rene maske.

- Vi har også rådført os med eksterne eksperter, og på det foreliggende grundlag er vores vurdering, at der ikke er tale om orme, skriver styrelsen blandt andet om videoerne, som florerer på blandt andet Facebook.

Pilen peger på et andet fænomen

Selvom orme ikke lyder som en almindelig del af et mundbind, valgte Lægemiddelstyrelsen alligevel at undersøge sagen nærmere.

Den statslige styrelse har nemlig helt faste procederer for, hvordan den slags indberetninger skal behandles. Og derfor bliver der nu holdt ”et vågent øje med udviklingen”, skriver styrelsen.

Men efter at have gennemgået alt materialet og rådført sig med eksperter, er vurderingen, at der ikke er tale om noget dyr.

- Pilen peger på et andet fænomen: syntetiske fibre, som tilsyneladende bevæger sig, når de optager fugt fra damp eller ånde. Det er ufarligt, slutter Lægemiddelstyrelsen sine tweets.