Coronavirus

Tirsdag begynder ramadanen, og det giver corona-bekymring flere steder

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Den muslimske højtid bringer bekymring for øget smitte og nye restriktioner med sig i kommuner med højt incidenstal.

Tirsdag indledes den muslimske fastemåned ramadan, hvor familier typisk samles efter solnedgang for at bryde fasten og bede.

Samværet i anledning af den religiøse højtid har dog fået kommuner, der i forvejen balancerer på randen af restriktioner på grund af for høje incidenstal, til at tage forholdsregler overfor de borgere, der står overfor at skulle samles.

- Der er en vis nervøsitet for, at der kan komme en stigning i smittetallene, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj Kommune for Ishøjlisten, til TV 2.

Som led i den seneste aftale fra Folketinget vil der være mulighed for automatiske nedlukninger helt ned på sogneniveau, hvis et sogn har et incidenstal over 400 per uge.

Har indkaldt etniske foreninger til møde

Incidenstallet for Ishøj lå søndag på 389,3 per 100.000 indbyggere, og kommunen er sammen med Odense-bydelen Vollsmose blandt de områder med mange muslimske beboere, som i den kommende tid vil fejre ramadanen.

Det har fået Ishøj Kommune til at indkalde til møde med de etniske foreninger.

- Vi skal mødes to gange i de kommende uge for at få klargjort sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og få talt om hvordan man overholder dem, siger Ole Bjørstorp.

Råd fra Sundhedsstyrelsen

I Vollsmose var incidenstallet søndag på 339,1, og også her frygter man, at den muslimske højtid kan medføre en stigning i smittetallene.

- Vi holder ugentlige møder med både beboerrepræsentanter, frivillige og trossamfund, og Sundhedsstyrelsen har lavet noget rigtig godt materiale, vi får formidlet via de kanaler, lyder det fra lederen af Taskforce Vollsmose, Rami Ezzeddine til TV2 Fyn.

Der er blandt andet tale om videomateriale, der viser, hvordan man mest forsvarligt kan mødes, når man i familierne mødes hen under aften for at spise sammen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler generelt, at man fortsat kun ses med de samme få personer, man plejer at se. Derfor bør ramadanaktiviteter begrænses til husstanden eller en fast lille omgangskreds på de samme få personer, lyder det.

- Socialt samvær er en væsentlig del af det at fejre ramadan. Som ved andre højtider i løbet af denne corona-epidemi er det vigtigt at holde fast i vores smitteforebyggende råd, så ramadanen kan fejres på en hyggelig og samtidigt sikker måde, siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Hos Dawaa Center og Moske i Vollsmose lyder det fra bestyrelsesmedlem Monzer Dodar, at man netop forsøger at tage forholdsregler.

For at komme ind i moskeen skal man derfor have en negativ coronatest, der er maksimum 48 timer gammel.

Og derudover er der også ekstra stramme begrænsninger for, hvor mange der bliver lukket ind, lyder det.

Kort om ramadanen

- Ramadanen er muslimernes fastemåned og varer 29-30 dage.

- Ramadanen er én af islams fem søjler. Det er de vigtigste forskrifter, muslimer bør følge.

- Formålet er at mindes profeten Muhammeds første åbenbaring.

- Fasten skal få muslimer til at føle, hvordan fattige har det. Samtidig skal de vise, at de har disciplin til at følge Allahs bud.

- Fra daggry til solnedgang fastes der. Mad og drikke er forbudt - samt rygning, seksuel aktivitet, skænderier og bandeord.

- Ramadanen afsluttes med fejringen eid.

Få smittede kan gøre en stor forskel

Ramadanen falder i år sammen med den genåbning af Danmark, der træder i kraft i den kommende uge. Og derfor er man i Odense Kommune ekstra opmærksomme på, at der er en risiko for, at nogle restriktioner risikerer at måtte genindføres.

- Vi skal blive under 400, hvis vi skal i gang med yderligere genåbning næste uge. Lige nu ligger incidenstallene det rigtige sted, men ganske få smittede de næste dage kan gøre, at der sker nedlukning i Vollsmose, sider Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

Ramadanen slutter onsdag 12. maj.