Coronavirus

Mens flere siger nej, er Jensens Bøfhus klar til udeservering for alle pengene

Selv om genåbningen 21. april kun giver mulighed for udendørsservering, glæder dele af branchen sig over at komme i gang igen.

Når Danmark går ind i næste fase af genåbningen fra onsdag 21. april, skal bøffen, fritterne og bearnaisesaucen nydes i det fri.

Sådan lyder betingelsen for, at restauranter og caféer igen kan slå dørene op.

Restauranternes brancheorganisation Horesta vurderer imidlertid, at kun ganske få restauranter vil benytte sig af muligheden og kalder den tidlige del af genåbningen "symbolpolitik".

- Kun ganske få af vore medlemmer vil benytte sig af det. For størstedelen af dem giver det ikke mening at åbne for udendørsservering i april - Danmark er jo ikke Sydfrankrig vejrmæssigt, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta til TV 2.

Men hos restaurantkæden Jensens Bøfhus ser man frem til igen at kunne tage imod gæster.

- Jeg glæder mig meget til at kunne åbne og give vores gæster en god oplevelse, lyder det fra administrerende direktør Anders Nikolaisen.

Selv om det kan blive en udfordring med udendørsservering i det lunefulde danske forår, er det med fortrøstning, Jensens Bøfhus ser frem mod genåbningen.

- Det er væsentligt for os overhovedet at få lov til at åbne igen, og vi skal nok få det til at blive godt. Vi har masser af tæpper og varmelamper klar, siger Anders Nikolaisen.

Har være afskåret fra hjælpepakker

Hos Jensens Bøfhus har man ikke kunnet få del i regeringens hjælpepakker.

Det skyldes en verserende konflikt mellem fagforbundet 3F og Jensens Bøfhus, som betyder, at over hundrede medarbejdere står uden løn, fordi konfliktramte virksomheder ikke kan blive kompenseret.

Set i det lys er det særligt vigtigt at få gang i forretningen igen. Og gerne mest muligt, lyder det.

- Al omsætning for os er væsentlig, men det er helt klart, at vi som restauranter er lavet til at kunne fungere indendørs, så det ville være fantastisk, hvis vi 21. april kunne tage imod vores gæster der også, siger Anders Nikolaisen.

En af de restauratører, der vælger at holde lukket lidt længere, er Gitte Jensen, indehaver og fungerende restaurantchef i Restaurant Meat i Aalborg.

- Når det kun er udeservering og med min type restaurant, tror jeg ikke på, jeg kan have gæsterne til at sidde og spise en dejlig bøf i 8 graders varme.

Skal kunne fremvise coronapas

Planlægger man at komme ud at spise med kniv og gaffel på genåbningsdagen 21. april 2021, skal du som kunde kunne fremvise coronapas ved besøg på udendørs serveringssteder, museer og biblioteker.

15 dage efter den udendørs genåbning for servering - torsdag 6. maj - genåbnes der også for indendørsservering på restauranterne.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt Folketingets partier til et møde i den kommende uge om genåbningen af Danmark.

I aftalen om genåbning, som alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige er med i, er det skrevet ind, at partierne og sundhedsmyndighederne hver 14. dag vil vurdere situationen.

Her vil myndighedernes beregninger blive holdt op imod den faktiske udvikling. Ud fra det vil partierne have en politisk drøftelse om konsekvenserne.