Samfund

Dronning Margrethe sender personlig hilsen til dronning Elizabeth

Flere andre kongehuse i Europa udtrykker sorg ved meddelelsen om Prins Philips død.

Hendes Majestæt dronning Margrethe har sendt en personlig kondolence til dronning Elizabeth ovenpå prins Philips, hertugen af Edinburghs død.

Det skriver det danske kongehus på deres hjemmeside. Indholdet af den personlige hilsen fremgår ikke.

Prins Philip blev født i 1921 som prins af Grækenland og Danmark, og han var oldebarn af Christian IX. Dronning Margrethe er tipoldebarn af Christian IX.

Både fra den norske og den svenske kongefamilie er der også kommet kondolence-hilsner.

- Vore tanker går til dronning Elizabeth og den nærmeste familie. Vores kondolencer går også til det britiske folk, siger den norske Kong Harald.

Var gift med dronning Elizabeth i over 73 år

Også den svenske kong Carl Gustaf har sendt sine kondolencer til det britiske kongehus.

Han skriver, at han og dronning Silvia er dybt bedrøvede over at høre, at prins Philip er død.

- Prins Philip har været en god ven af vores familie i mange år. Det har været en relation, som vi har sat stor pris på. Hans tjeneste for sit land vil være en inspiration for os alle.

Prins Philip var gift med den britiske dronning Elizabeth i over 73 år. De blev gift 20. november 1947 og var ved hinandens side lige siden. 20. november sidste år fejrede de 73-års bryllupsdag.