Hjemmesider politianmeldt for at tilbyde falske coronapas
Ifølge sundhed.dk kan man altid se på et coronapas, om det er forfalsket.
To hjemmesider, der hjælper brugere med at generere falske coronaresultater, er torsdag morgen blevet politianmeldt af henholdsvis sundhed.dk og Falck.
Det oplyser sundhed.dk og Falck til TV 2.
TV 2 har viden om to konkrete hjemmesider, hvor man ved at indtaste sit fulde navn og CPR-nummer kan få fremstillet et coronapas, der til forveksling ligner det rigtige coronapas, som udstedes via sundhed.dk. TV 2 kan dog konstatere, at der er nogle grafiske forskelle mellem det falske og originale coronapas.
På den anden hjemmeside kan man få fremstillet et negativt testsvar fra den private testudbyder Falck, som til forveksling ligner et originalt.
- Vi kan altid se på et coronapas eller et testsvar, om det er forfalsket. Og når vi bliver gjort opmærksom på, at nogle snyder med data, politianmelder vi det. Vi har netop politianmeldt en hjemmeside, der vejleder i, hvordan man kan forfalske sit coronapas, lyder det fra sundhed.dk's direktør, Morten Elbæk Petersen, i et skriftligt svar til TV 2.
Han tilføjer, at den form for dokumentfalsk ifølge Justitsministeriet vil straffes dobbelt, da der er tale om coronarelateret kriminalitet. Justitsministeriet siger til TV 2, at det vil bero på domstolenes konkrete vurdering, om der kan udløses dobbeltstraf ved falske coronapas.
Falck: Det kan være samfundsskadeligt
Hos Falck har man fundet frem til en af hjemmesiderne, hvor de falske coronatests til forveksling ligner dem, som Falck selv udsteder. Blandt andet optræder Falck-ansattes signaturer på de falske beviser:
- Vi blev gjort opmærksomme på det i morges, og konstaterer, at der kan florere dokumenter med vores logo og vores lægers signatur på, som er falske, siger Falcks pressechef Lisbeth Nedergaard.
Hun tilføjer, at man tager det meget alvorligt, og at virksomhedens jurister lige nu overvejer næste træk:
- Vi kan ikke sidde stille og se på, at nogen kører rundt med forfalskede dokumenter. Det kan i sidste ende være samfundsskadeligt, hvis folk går rundt med falske test, og derved kan smitte, tilføjer hun.
I slutningen af januar blev fire personer fundet skyldige i at have brugt forfalskede covid-19-attester til at rejse ind i Danmark. Her blev de fundet skyldige i at have overtrådt paragraf 81 d, stk. 1, som udløser dobbelstraf på grund af coronarelateret kriminalitet, oplyser Justitsministeriet.
Vil ikke bekræfte hjemmeside
Sundhed.dk vil ikke bekræfte, om politianmeldelsen drejer sig om de samme sider, som TV 2 har fundet frem til.
TV 2 ville gerne have interviewet sundhed.dk om både politianmeldelsen, hvordan man kan identificere falske coronapas og den generelle sikkerhed på sundhed.dk, men sundhed.dk har kun ønsket at svare på skrift.
I det skriftlige svar siger direktør Morten Elbæk Petersen, at det ikke er muligt at forfalske informationer på hjemmesiden eller i den tilhørende app, som hedder MinSundhed:
- Sikkerheden på sundhed.dk er i top. Det er ikke muligt at ændre i data, der ligger på sundhed.dk eller i MinSundhed. Men vi kan ikke forhindre, at folk begår kriminalitet. Og det gør de, hvis de downloader et coronapas til deres computer eller telefon og forfalsker det.
Meldinger om sikkerhedshuller
Tidligere torsdag har DR dokumenteret sikkerhedshuller på sundhed.dk, som gør, at man som bruger selv kan ændre sine testsvar i sundhed.dk. Ifølge DR krævede det ikke mere end to klik i en internetbrowser, og kunne både gøres fra mobil og fra en computer. Ændringerne kunne, ifølge DR, også foretages torsdag morgen.
Sundhed.dk er den fælles offentlige sundhedsportal i Danmark. Danske Regioner, Sundheds- og Ældreministeriet samt Kommunernes Landsforening står bag.
I den politiske aftaletekst om genåbningen fremgår det, at 'MinSundhed' og Sundhed.dk vil fungere som et funktionelt, men simpelt coronapas.
I slutningen af maj forventes det, at en mere avanceret og brugervenlig app vil blive lanceret.