Oppositionsparti sejrer ved grønlandsk valg

Partiet har vundet et stort antal stemmer i det sydlige Grønland, der huser et omstridt mineprojekt, som har fyldt meget i valgkampen.

Oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) har vundet valget i Grønland.

Det skriver KNR.

Med alle stemmer talt op har Inuit Ataqatigiit fået 36,6 procent af stemmerne, mens regeringspartiet Siumut er blevet skubbet fra magten med 29,4 procent af stemmerne.

Partilederne mødes netop nu i en partilederrunde på KNR TV, og Siumuts formand, Erik Jensen, har netop lykønsket IA-formand Mute B. Egede med valgsejren.

- Vi ønsker Inuit Ataqatigiit tillykke med valget. Nu er vi spændte på, hvad forhandlingerne bringer de kommende dage, siger Erik Jensen til Múte Bourup Egede.

Modstandere af mineprojekt

Inuit Ataqatigit (IA), der betyder Folkefællesskabet, er socialistisk og udgør venstrefløjen i grønlandsk politik.

IA arbejder for, at grønlænderne anerkendes som et selvstændigt folk med ret til eget land.

Derudover er partiet modstandere af det omstridte mineprojekt på Kvanefjeldet i det sydlige Grønland, hvor IA ser ud til at have høstet et stort antal stemmer.

Vandt det store valgtema

Mineprojektet, der går ud på at udvinde sjældne og eftertragtede jordarter, var et af de helt store valgtemaer.

Regeringspartiet Siumut er fortaler for projektet, mens andre partier er imod, fordi de frygter projektets mulige konsekvenser for miljøet.

Og Siumuts formand, Erik Jensen, erkender, at valgnederlaget kan skyldes partiets opbakning til det omstridte projekt.

- Jeg tror, det skyldes flere ting, men primært Kvanefjelds-projektet, der har fyldt rigtig meget. Det tror jeg faktisk er en af hovedårsagerne til det her, siger Erik Jensen til TV 2.

Kvanefjeldet ligger cirka syv kilometer uden for byen Narsaq.

Greenland Minerals anslår, at 15-20 procent af verdens behov for sjældne jordarter findes i Kvanefjeldet.

Projektet på Kvanefjeldet forventes at skabe over 700 arbejdspladser og bidrage med godt 1,5 milliarder kroner om året i de 37 år, minen vil være i drift.

Kan IA danne regering?

På forhånd står det ikke klart, hvem IA vil søge at danne regering med.

Men Jensine Berthelsen, politisk redaktør for avisen Sermitsiaq, har tidligere peget på Naleraq som en mulighed, da begge partier er imod det store mineprojekt. Naleraq har fået 12 procent af stemmerne.

Hvis IA lykkes med at danne regering, vil det være blot anden gang siden 1979, at Siumut ikke står i spidsen for Naalakkersiusut, Selvstyret.

Det var også tilfældet fra 2009 til 2013, hvor IA ledede regeringen.

Det står endnu ikke klart, hvor mange mandater de forskellige partier ender med.

Der skal 16 mandater til et flertal i det grønlandske parlament, der har 31 medlemmer.