Samfund

Familien til dreng, der rakte 'fuck' på omtalt billede, klager over Mette Frederiksen til Datatilsynet

Når man deler et billede med genkendelige personer, skal man være sikker på, at der er blevet indhentet et tydeligt samtykke, siger it-advokat.

18. marts delte statsminister Mette Frederiksen (S) på sine sociale medier, hvad der først syntes at være et harmløst fællesbillede af hende og 9.A på Bavneskolen i Dalby.

Men kort tid efter udviklede sagen sig for statsministeren og eleven Nick Larsen.

Nick Larsen valgte nemlig i en impulsiv handling at pege en strakt langemand mod kameralinsen, idet kameraet blev udløst. Efterfølgende er billedet gået viralt og blevet til en offentlig joke.

Onsdag har familien til eleven valgt at klage over Mette Frederiksen til Datatilsynet, skriver Berlingske.

Familien mener, at statsministeren brugte billedet til at føre politisk kampagne uden forældrenes samtykke.

- Der er blevet taget et billede, jeg ikke er bevidst om. Hun (Mette Frederiksen, red.) har brugt det til et politisk gøremål, uden vi vidste det, og det må man ikke, siger Nick Larsens far Tim Larsen til TV 2.

Ifølge Tim Larsen troede sønnen, at billedet skulle bruges til et klassebillede, men havde han vidst, at statsministeren ville lægge det op på hendes sociale medier, havde han aldrig sagt ja, fortæller han.

Familien mener derfor, at der er sket en overtrædelse af GDPR-lovgivningen, og de vil nu have afprøvet sagen ved Datatilsynet, der holder øje med, om reglerne for databeskyttelse bliver overholdt.

Der skal gives et tydeligt samtykke

Spørger man it-advokaten i Bird & Bird Martin von Haller Grønbæk er der tale om overtrædelse af persondatalovgivningen, hvis der ikke er blevet givet et tydeligt samtykke.

Han vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men siger, at et samtykke både kan gives mundtligt eller skriftligt, så længe det er blevet tydeligt skitseret, hvad samtykket skal bruges til, og at det er blevet givet på forhånd.

- I virkeligheden er sagen ikke så svær. Det er en sag, der handler om, at man tager nogle billeder, hvor der er genkendelig personer på. Det må man ikke gøre, med mindre man har en hjemmel til det, siger it-advokaten til TV 2.

Martin von Haller Grønbæk fortæller yderligere, at der er forskel på, om man giver sit samtykke til brug ved pressen, markedsføring eller politisk kommunikation.

Og i det her tilfælde mener Nick Larsens far, at der er tale om politisk kommunikation.

Til Berlingske forklarer Tim Larsen sit argument med, at Mette Frederiksens Facebook-side føres som formand for Socialdemokratiet og ikke som statsminister samtidig med, at den er registreret som politiker.

Desuden siger han, at der er blevet brugt 600.000 kroner på annoncering, og at siden har 12 administratorer.

Modtog trusler

Delingen af Nick Larsens strakte langemand på statsministerens sociale medier har efterfølgende fået store konsekvenser for familien, fortæller Tim Larsen.

De truede med at halshugge min søn

Tim Larsen, far til elev på billedet

I dagene efter Mette Frederiksen havde lagt fællesbilledet ud, blev det delt igen og igen.

Nogle roste Nick Larsen for sin handling, heriblandt protestgruppen Men in Black, mens andre kastede kaskader af grimme ord efter 9. klasseseleven og hans familie.

- De truede med at halshugge min søn. Der var endda folk, der skrev, at de ville møde op på min adresse, fortæller Tim Larsen.

Til sidst blev de hadske beskeder og trusler så mange, at faren skrev ind til Statsministeriet med et ønske om at få fjernet billedet.

Ifølge Tim Larsens udlægning nægtede Statsministeriet i første omgang at fjerne billedet, de ville i stedet kun slette kommentarerne. Noget der fik faren til at undre sig, da han mente, at kommentarerne skulle være fjernet før.

Han fortæller, at han blev ved med at insistere på, at billedet også skulle væk, og i dag er det fjernet fra alle statsministerens platforme.

TV 2 har kontaktet Socialdemokratiet for at høre, hvorvidt de undlod at moderere kommentarsporene i den tid opslaget stadig var aktivt.

I en skriftlig meddelelse svarer de tilbage, at kommentarsporet er blevet modereret efter de gældende retningslinjer for partiets Facebook-sider.

Risikerer næppe en bøde

I dag modtager familien stadig trusler, siger Tim Larsen. Og han mener derfor, at klagen er nødvendig, så han fremover kan sikre sin søn mod lignende scenarier.

- Hvis jeg skal beskytte Nick og andre børn i fremtiden, så tænker jeg, at jeg så må jeg afprøve den GDPR-lov og se, om den virker. Min holdning er, at jeg gør det for Nick.

Men skaber du ikke bare ny opmærksomhed om din søn?

- Jeg mener ikke, at det er ny opmærksomhed. Jeg prøver på at bevise over for folk, at det er Mette Frederiksen, der har lavet en fejl. Det er ikke min søn, der har delt et billede, der ikke skulle deles.

It-advokat Martin von Haller Grønbæk fortæller, at sagen nu vil blive behandlet i Datatilsynet, hvor den anden part - i det her tilfælde Socialdemokratiet - vil få mulighed for at fremføre deres argumenter.

Hvis det viser sig, at Nick Larsens familie får medhold i deres klage, tror Martin von Haller Grønbæk ikke, at den vil ende ud i en bøde.

- Det vil formentlig blot resultere i en kritik af den anklagede part, siger han.

Opdateret 21.47: To steder i artiklen er "Statsministeriet" rettet til "Socialdemokratiet" kort efter første udgave af denne artikel blev udgivet, da det er Socialdemokratiet, der håndterer statministerens profiler, og dem TV 2 har indhentet en skriftlig kommentar fra.