Samfund

Dansk bryggeri laver 'Game of Thrones'-øl

Fans kan skåle seriens tiårs jubilæum ind med en særlig øl fra Mikkeller.

Millioner og atter millioner fans i over 200 lande har slugt HBO-serien 'Game of Thrones'.

17. april er det ti år siden, at tv-seriens fans for første gang kunne leve sig ind i seriens unikke univers.

Og fødselsdagen kan fans fejre med øllen 'Iron Anniversary IPA' – den første af en række 'Game of Thrones'-inspirerede øl fra Mikkeller.

- Vi er selvfølgelig ekstremt stolte og glade for at have fået denne mulighed, siger Mikkel Bjergsø, der er grundlægger af og kreativ direktør i Mikkeller.

- Der var selvfølgelig en udfordring i at skabe en øletiket, der på elegant vis forenede Game of Thrones' univers med Mikkellers legesyge og farverige udtryk, men det synes vi er lykkedes rigtig godt, og vi er meget tilfredse med resultatet.

Flere øl på vej

Øllen er en New England IPA – en øltype som kendere også kalder NEIPA, hazy eller juicy IPA på grund af dens ufiltrerede udseende og store mængder af humle, der giver den en frugtig aroma.

Allerede i anden halvdel af 2021 planlægger bryggeriet at lancere to øl mere, og i alt er det ambitionen at brygge hele 12 til 15 Game of Thrones-inspirerede øl i løbet af de næste år.

Ud over øllene er det også planen at producere relateret merchandise.

- Vi glæder os helt vildt til at brygge en masse fantastiske øl og dele dem med seriens dedikerede fanskare og andre øl-elskere, siger Mikkel Bjergsø.

Den første lancering 'Iron Anniversary IPA' bliver tilgængelig i begrænsede mængder på udvalgte markeder – i Danmark, Sverige, Storbritannien og USA – inklusive i Mikkellers webshop.

Begyndte i et køkken på Vesterbro

Historien om Mikkeller tager sit afsæt i et lille køkken på Vesterbro i København.

Her begyndte den nyuddannede matematik- og fysiklærer Mikkel Bjergsø i 2003 at eksperimentere med humle, malt og gær sammen med løbekammeraten Kristian Keller.

Et par år senere besluttede de to venner, som nu kaldte sig Mikkeller, at gøre mere ud af øllet, og i dag eksporterer Mikkeller øl til 50 lande verden over.

'Game of Thrones' er ikke det første samarbejde i Mikkellers historie.

Det danske bryggeri har før samarbejdet med blandt andre Noma, Scandinavian Airlines og David Lynch i forbindelse med en Twin Peaks-øl.