Coronavirus

Op til tre timers ventetid på coronatest

Tjek testcentrenes ventetider og overvej at køre til nabobyen i stedet for, hvis du vil undgå de lange køer.

Rundt om i Danmark begynder der at opbygge sig lange ventetider til at blive testet for coronavirus morgenen efter påskeferien.

Det viser tal fra lyntest-udbyderne Falck og Copenhagen Medical.

Af Falcks tal fremgår det, at der klokken 11.30 i Greve er mindst tre timers ventetid. Tidligere på formiddagen var der også mindst tre timers ventetid i Billund Lufthavn.

I Holstebro og Silkeborg er der nogle steder mindst halvanden times ventetid, mens der i Thisted, Aalborg og Hjørring er knap to timers ventetid.

Imens er der på Sjælland mindst halvanden timers ventetid i Roskilde og Næstved.

'Folk bør sprede sig mere ud over dagen'

I Region Hovedstaden er der en ventetid på mere end en halv time ved 23 ud af 34 af Copenhagen Medicals teststeder. Det viser de officielle tal fra testudbyderen.

TV 2s reporter har dog netop stået i køen til et af Copenhagen Medicals teststeder i København NV. Her måtte han vente i over to timer på at blive testet.

Copenhagen Medicals pressechef Trine Baadsgaard siger til TV 2, at firmaet har oprustet stort på kapaciteten forud for genåbningen, men at mange folk har valgt dukke op tirsdag morgen.

- Jeg kan ikke argumentere mod den testtid, som jeres reporter har oplevet. Men jeg vil gerne opfordre til, at folk spreder sig mere ud i løbet af dagen. Morgen og eftermiddag er de tidspunkter, hvor der er allermest travlt, fortæller hun.

Ifølge Trine Baagsgaard er der mest plads ved teststederne tidligt om morgen og sent om aftenen.

Tjek ventetider

De seneste to dages store pres på testcentrene kommer heller ikke bag på Falck.

- Vi har alle mand på dæk, men der er grænser for, hvor meget personale vi har, siger pressechef Lisbeth Nedergaard.

Derfor anbefaler hun, at man tjekker de forskellige testcentres ventetider. I Randers er der for eksempel to testcentre med lang ventetid og to uden ventetid.

Derudover er det i denne uge ekstra smart at komme om formiddagen og midt på eftermiddagen, hvor der er mindst travlt.

- Overvej at køre til nabobyen i de her dage, siger Lisbeth Nedergaard.

- Genåbningen betyder, at der var utroligt meget pres på. Vi testede knap 100.000 i går, og det er omtrent dobbelt så mange, som vi har testet de foregående dage.