Samfund

Meningsmåling tyder på nej til mineprojekt - men også på svære regeringsforhandlinger

Modstanderne af mineprojektet i Kvanefjeld ser ud til at få flertal i Landstinget. Men de er alt andet end enige om andre af valgets hovedspørgsmål.

Ved de grønlandske valgsteder er et velkendt, men næsten glemt politisk symbol dukket op igen.

Det er den gule ”Nej til Atomkraft” sol, der er blevet et symbol på det måske allervigtigste spørgsmål ved dagens valg til det grønlandske Landsting: For eller imod mineprojektet Kvanefjeld i det sydlige Grønland.

Modstanderne taler om faren for radioaktiv forurening fra det uranstøv, der kan blive en miljømæssig kostbar sideeffekt af minedriften, mens tilhængere taler om økonomisk udvikling og arbejdspladser.

- De siger, at det vil give penge i kassen. Og får vi penge i kassen i Grønland, så kan vi hurtigere blive selvstændige fra Danmark, fortæller TV 2’s korrespondent Lotte Mejlhede fra Grønland.

Minemodstandere står til fremgang

Meningsmålingerne tyder på, at et flertal af de grønlandske vælgere har besluttet sig for at støtte op bag den gule atomkraftsol.

To tredjedele af vælgerne (63 procent) siger, at de er ”meget imod” eller ”overvejende imod” mineprojektet, viser en meningsmåling, der er offentliggjort i avisen Sermitsiaq.

Samtidig står de to partier, der mest tydeligt er imod mineprojektet, til klar fremgang – så klar, at de sammen vil have et flertal i det 31 medlemmer store landsting Inatsisartut.

Valgplakater i sneen foran valgstedet i Inussivik hallen i Nuuk

Venstrefløjspartiet IA står til 12 mandater, mens det konservative, nationalistiske parti Partii Naleraq står til fem mandater. Det er en fremgang på fire mandater til IA, der bliver landstingets største parti, og en fremgang på et mandat til Partii Naleraq, der ledes af den forhenværende landsstyreformand Hans Enoksen.

Diskussionen kan komme igen

Holder de meningsmålinger, så står mineprojektet i Kvanefjeld til at blive stoppet, i hvert fald foreløbig, vurderer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Ulrik Pram Gad:

- Hvis der er et flertal af de partier, der virkelig er imod, så bliver det nok lagt i mølposen. Men mineralerne forsvinder jo ikke, så diskussionen kan fortsætte og projektet kan genopstå om fire eller otte år, siger han til TV 2.

Det gamle Nej til Atomkraft-mærke har fået fornyet aktualitet i Grønland, hvor frygten for uran-forurening fra mineprojektet i Kvanefjeld er blevet et af valgets hovedspørgsmål

Ulrik Pram Gad understreger samtidig, at selv om valgresultatet skulle give et klart svar på valgets største spørgsmål, så er det ingen garanti for en stabil regeringskoalition i Grønland:

- IA skal omsætte sin valgsejr til en koalition, der kan holde. Det betyder, at man skal blive enige om andet end uran, siger han.

Her er problemet, at IA og Partii Naleraq nok er meget enige om Kvanefjeldets fremtid, men til gengæld er meget uenige om et andet af valgets hovedspørgsmål, nemlig fiskeriet.

- Partii Naleraq er optaget af, at man skal få flere ud at fiske i egen jolle. Mens IA er mere optaget af, at fiskeriet skal foregå bæredygtigt med kvoter, og at flest muligt penge kommer i statskassen i stedet for i de individuelle fiskeres lommer. Så der er lagt op til en strid, hvis de skal gå sammen i en koalition, siger Ulrik Pram Gad til TV 2.

Strid i Siumut

Det klassiske regeringsbærende parti i Grønland, det socialdemokratiske Siumut, står til tilbagegang og til at miste regeringsmagten. Siumut har ellers siddet på magten i hele det moderne Grønlands historie, bortset fra en fireårig periode fra 2009 til 2013, hvor IA ledede en regeringskoalition.

Ifølge Siumuts landsstyreformand Kim Kielsen er det langt hen ad vejen partiets egen skyld. I efteråret tabte han overraskende et kampvalg om posten som partiformand til Erik Jensen.

Kim Kielsen beholdt til gengæld posten som landsstyreformand og har antydet, at hvis han får flere personlige stemmer end Erik Jensen ved dagens valg, så vil han måske forsøge at genvinde posten som formand.

- Det er Siumut, der har væltet sig selv i efteråret. Det er Siumut selv, der er kommet i den situation. De sad på regeringsmagten og kunne have taget et stille skifte på formandsposten, men det ønskede man ikke, siger Kim Kielsen til TV 2.

Ved valget i Grønland kan cirka 41.000 stemmeberettigede vælgere sætte deres kryds.

Valgstederne lukker klokken 20 (det er er midnat dansk tid) og et resultat ventes tidligt i morgen dansk tid.