Coronavirus

Kunder tager til nabokommunen for at blive klippet

Frisører på Vestegnen har hørt fra kunder, der ikke kan blive klippet i deres egen kommune.

De liberale erhverv i Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe kommune har tirsdag måttet spejde langt efter en genåbning.

Den fortsatte nedlukning i de fem sjællandske kommuner har fået en del frisørkunder til at søge nye græsgange, så coronahårpragten kan blive trimmet.

Vi har haft en del nye kunder, og de er 100 procent sikkert fra nabokommunerne

Mahmut Demir, frisør

Det bekræfter flere frisører på den københavnske vestegn, som TV 2 har talt med.

Hos Frisør Haar i Glostrup har man i løbet af tirsdag formiddag fået en lang række opkald fra nabokommunernes potentielle kunder, der ønskede at få håret studset.

- Vi har hørt fra omkring ti kunder fra Brøndby, men vi har desværre måttet skuffe dem alle, da vores kalender er booket i lang tid fremover, siger frisør Janni Meincke.

I frisørsalonen har de først tid til nye kunder fra midten af maj, lyder det.

Klipper kunder fra nabokommuner

Frisørerne i Salon Luxx i Vallensbæk har også oplevet at få opkald fra interesserede kunder fra nabokommunerne Ishøj og Brøndby, hvor de liberale erhverv foreløbig er lukket frem til 11.april.

Men her har opkaldene ikke været forgæves.

- Vi har haft en del nye kunder, og de er 100 procent sikkert fra nabokommunerne. Jeg ville have gjort det samme, siger frisør Mahmut Demir.

I Salon You2 genkender frisør Helle Skov billedet af mange opkald fra kunder, der ønsker en ny tid, fordi deres stamfrisør midlertidigt er lukket.

Men frisøren i salonen, der ligger i Vallensbæk, har som flere af sine kollegaer ikke tid til nye kunder før tidligst til maj.

- Vi har prioriteret de kunder, der fik aflyst og udskudt deres tider fra december. De kommer til nu, lyder meldingen fra Helle Skov.

Let at tjekke coronapas

For at kunne komme til frisør kræver det fra tirsdag 6. april, at man som kunde både bruger mundbind og kan fremvise et gyldigt coronapas.

Cheføkonom og politisk chef i brancheforeningen SMVdanmark, Mia Amalie Holstein, kalder det dumt at lukke lokalt ned for de liberale erhverv, da kunderne alligevel rejser til nabokommunen for at blive klippet.

Det siger hun til TV 2.

Samtidig mener hun, at visse frisører kan være bange for at skulle agere coronapoliti og miste kunder af den grund.

Adspurgt om frisørerne på den københavnske vestegn tirsdag formiddag har oplevet praktiske problemer med at tjekke kundernes coronapas er svaret entydigt et 'nej'.

- I går havde jeg ondt i maven over at skulle tjekke folk coronapas, men kunderne kender jo godt kravene. De viser selv deres papirer frem, så det er ikke noget problem, mener frisør Helle Skov.

Konkurrenceforvridende forhold

Frisør Katrine Stendals salon ligger i Fredensborg, der er én af de fem berørte kommuner, hvor de liberale erhverv på baggrund af Epidemikommissionens vurdering ikke måtte genåbne tirsdag.

Ejeren af frisørsalonen siger til TV 2, at hun ikke har oplevet, at kunderne, der havde tid fra den kommende uge, har meldt afbud - på trods af de kunne køre få kilometer i en anden retning og få klippet lokkerne.

- Jeg har heldigvis mange søde kunder, der støtter op om min forretning, siger Katrine Stendal.

Hun kan godt forstå, at skoler og skolefritidsordninger må lukke midlertidigt ned på grund af et højt smittetryk. Men frisøren kalder det virkelig fjollet, at liberale erhverv som frisører på lignende vis skal lukkes ned.

- Kunderne kan bare gå til en anden frisør i en anden by, men det er underligt og konkurrenceforvridende, mener Katrine Stendal.