Coronavirus

520 er registreret smittet det seneste døgn: - Det ser faktisk rigtigt fornuftigt ud, siger ekspert

Det er et godt udgangspunkt for Danmarks genopåbning, siger professor.

Der er registreret 520 smittet det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut.

Og det er et rigtig godt udgangspunkt for Danmarks store genåbningsdag 6. april, siger professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Hans Jørn Kolmos.

- Det ser faktisk rigtig fornuftigt ud. Vi kan ikke se resultaterne af, hvad vi har lavet i påsken endnu. Så tallene kan godt stige indenfor to uger fra påsken, lyder vurderingen fra professoren.

To personer har mistet livet, mens de var syge med covid-19. Der er i dag 219 personer indlagt på landets sygehuse med covid-19, hvilket er én færre end i går.

Ud af dem er 38 på intensiv og 28 i respirator. Der er lavet 182.186 PCR-prøver, hvilket giver en positivprocent på 0,29.

Den positivprocent er positive nyheder, mener Hans Jørn Kolmos.

- Det er værd at bemærke, at positivprocenten er faldet lidt i forhold til i går. Men der bliver også taget flere screeningsprøver, fordi folk vil have et coronapas. Derfor vil færre teste positiv, da de ikke tager en test, fordi de føler sig syge.

Næsten 400.000 testet

Udover PCR-prøverne er der blevet lavet 201.026 kviktest, hvor man bliver podet i næsen

Dermed er der samlet lavet næsten 400.000 test i løbet af det seneste døgn.

De små 400.000 test er tæt på den maksimale testkapacitet, som man ifølge Sundhedsstyrelsen havde i starten af marts.

Forventningen er, at den daglige testkapacitet vil være nået op på 700.000 i starten af maj. Det vil sige en stigning på 300.000 daglige test på to måneder.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er det udtryk for, at danskerne forbereder sig på at skulle have et coronapas. Nu er han spændt på at se, hvordan genåbningen vil påvirke smittetallene.

- Vi ser jo ikke tallene af genåbningen endnu, men vi får et basistal, så vi kan se, hvad genåbningen vil betyde for smittetallenes udvikling, siger han.