Coronavirus

Rekordmange er blevet lyntestet inden genåbning

Lyntestcentre landet over har haft ekstra travlt mandag. To udbydere melder allerede mandag aften om rekord.

Tirsdag genåbner liberale erhverv som frisører, massører og tatovører med krav om fremvisning af for eksempel en negativ coronatest.

Det har skabt travlhed hos landets lyntestcentre.

Carelink, der på vegne af staten foretager lyntest, har mandag indtil klokken 20.10 testet 51.800 personer. Det er en ny daglig rekord for Carelink oplyser direktør Brian Rosenberg.

Også Copenhagen Medical har sat ny daglig rekord. Klokken 17.50 havde udbyderen testet over 50.000 borgere, oplyste den til B.T.

Travlt som forventet

Carelink havde indtil i dag højest testet cirka 34.000 på 24 timer. Virksomheden havde forventet en travl mandag, og derfor har man været klar til at tage imod de mange mennesker mandag, fortæller Brian Rosenberg.

- Der har været et enormt tryk og lange køer, men vi har været til stede 86 steder, og det er klart, det har taget noget af trykket. Og så har vi åbent til klokken 24.

- Den næste times tid vil jeg tro, der kommer 2500-3000 igennem. Og så flader det nok ud de sidste tre timer, hvor der nok kommer 5000 mere. Vi lander nok lige omkring 60.000, siger han mandag aften klokken 20.10.

Carelink har haft cirka dobbelt så meget mandskab til stede på testcentrene, end der ville være på en normal dag.