Coronavirus

Skandaleramt vaccinefabrik stopper AstraZeneca-produktionen

Produktionen af AstraZeneca stoppes på en fabrik, der også producerer Johnson & Johnson, efter 15 millioner doser gik til spilde ved en fejl.

En vaccinefabrik i Baltimore, der indtil nu har produceret både AstraZenecas og Johnson & Johnsons vacciner, dropper nu produktionen af AstraZeneca-vaccinen.

Påbuddet kommer fra Joe Bidens administration, der lørdag har besluttet, at fabrikken fremover kun skal producere Johnson & Johnsons vaccine.

Det skriver New York Times.

Beslutningen er truffet, da en menneskelig fejl på fabrikken for flere uger siden resulterede i, at 15 millioner vacciner blev ødelagt. Det skete ved, at ingredienser til de to forskellige vacciner fejlagtigt blev blandet sammen.

En talsmand fra sundhedsmyndighederne har udtalt til avisen, at fabrikken, Emergent BioSolutions, fremover kun skal producere Johnson & Johnson-vaccinen, der modsat AstraZenecas vaccine kun består af en dose.

Det gør man for at undgå fremtidige misforståelser og fejl på fabrikken.

Medicinalfirmaet Johnson & Johnson har bekræftet historien over for New York Times og udtaler i den forbindelse, at der tages "fuldt ansvar" for vaccinerne produceret hos Emergent BioSolutions.

Frygt for mistillid i befolkningen

De amerikanske sundhedsmyndigheder frygter, at lignende fejl kan være med til at ødelægge befolkningens tillid til vaccinerne, mens præsidenten forsøger at få vaccineret alle voksne amerikanere inden udgangen af maj.

Det falder sammen med historierne om AstraZeneca-vaccinen og mulige forbindelser til blodpropper, der har ført til, at flere europæiske lande har sat brugen af vaccinen i bero.

AstraZeneca har accepteret beslutningen, og der arbejdes nu på at finde en alternativ lokation, hvor vaccinerne kan produceres.

Deler teknologi

De to vacciner, Johnson & Johnson og AstraZeneca, deler den samme teknologi, men kan ikke biologisk blandes.

I slutningen af februar lykkedes det en eller flere medarbejdere at forveksle de to, og fejlen har efterfølgende rejst en bekymring for, at medarbejderne ikke har fået den tilstrækkelige træning.

Særligt fordi der gik flere dage, før fejlen blev opdaget.

Johnson & Johnson kontaktede efterfølgende myndighederne, der startede en undersøgelse af sagen.

- Vores kvalitetskontrol identificerede et parti, der ikke levede op til vores kvalitetskrav, og partiet kom ikke videre til de afsluttende stadier af processen, skriver virksomheden blandt andet i en pressemeddelelse.

Ingen af de ødelagte vacciner nåede at forlade fabrikken.