Coronavirus

Private udbydere forbereder sig på travl mandag med lyntests

Genåbningen tirsdag kræver blandt andet en negativ test, hvis du skal klippes - så travlhed forventes i landets testcentre 2. påskedag.

Hos de private udbydere af lyntests forbereder man sig på en travl mandag – dagen før dagen, hvor det med et gyldigt coronapas igen er muligt for danskerne at komme til blandt andet frisøren.

Derfor har blandt andet Copenhagen Medical - der er en af de private udbydere, der lyntester på vegne af staten - indsat ekstra personale på Bornholm og i hovedstadsområdet.

- Vi forventer, at der i morgen vil være knald på, og vi vil gerne opfordre til, at danskerne fordeler sig ud over hele dagen. Morgen og aften er de tidspunkter, hvor der er mest travlt, siger Trine Baadsgaard, der er presseansvarlig i Copenhagen Medical, til TV 2.

Men faktisk er travlheden allerede slået ind. Lørdag blev der således udført 41.000 tests, ligesom der søndag eftermiddag var udført 27.000 test.

Det skyldes både genåbningen og påsken, hvor flere danskere lader sig teste før eller efter familiebesøg

Lange køer kan formentlig ikke undgås

Også Carelink, der lyntester på vegne af staten i blandt andet Region Syddanmark, har rustet sig til en travl mandag.

Brian Rosenberg, der er administrerende direktør hos Carelink, oplyser til TV 2 FYN, at flere af Carelinks teststeder har udvidet åbningstiden, og at antallet af medarbejdere er blevet fordoblet.

- Vi kan ikke blive mere klar. Så er spørgsmålet, om folk kommer jævnt udover dagen, så kommer der ikke lange køer. Det er nok ikke realistisk, så der kan opstå kø, siger han.

Falck oplyser til TV 2, at man også her forventer travlhed mandag.

Kø på Bornholm før hjemrejse

På Bornholm var der allerede fredag og lørdag kø til at få foretaget en lyntest på et af de seks steder med lyntests, som Copenhagen Medical står for.

Årsagen er blandt andet, at mange danskere i forbindelse med påsken har holdt ferie på Bornholm, og at der for at kunne sejle eller flyve fra Bornholm er krav om en gyldig test, der er højest 72 timer gammel.

Bornholm kunne som det første sted i Danmark genåbne allerede 1. marts.

Test må være højst 72 timer gammelt

Ifølge regeringens plan for den gradvise genåbning af Danmark bliver forsamlingsforbuddet fra mandag hævet til ti udenfor.

Samtidig kan blandt andet skoleelever fra 5. klasse og studerende på ungdomsuddannelser fra tirsdag igen møde i skole hver anden uge.

Et coronapas betyder, at man skal kunne vise en negativ coronatest, der højst er 72 timer gammel, eller dokumentation for, at man har været coronasmittet eller er blevet vaccineret. Du kan få hele overblikket over den gradvise genåbning her.

Ifølge de nyeste tal fra Statens Serum Institut er der de seneste 24 timer blevet foretaget 128.920 pcr-tests.