Samfund

På få dage er flere vanvidsbilister blevet efterladt i vejkant uden bil

Der er tale om kraftfulde biler, men en bilist kørte også vanvidskørsel i en Polo. Ny lov trådte i kraft for kun fire dage siden.

Flere end ti vanvidsbilister har allerede fået konsekvensen af den kun få dage gamle lov om beslaglæggelse af køretøjer at mærke på egen krop.

Det oplyser politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Christian Berthelsen, til TV 2.

Der er fortrinsvis tale om unge mennesker, som er meget risikovillige

Christian Berthelsen, politiassistent

Rigspolitiet har endnu ikke den fulde opgørelse over det præcise antal, siden loven trådte i kraft 31. marts, men der er ifølge politiassistenten allerede tale om "mere end to håndfulde".

Samtidig har flere politikredse de seneste dage beskrevet flere tilfælde, hvor bilister har fået konfiskeret deres køretøj efter at have trådt alt for hårdt på speederen.

- Den nye lov giver nogle voldsomme konsekvenser for vanvidsbilisterne – og nogle konsekvenser, som de ikke har tænkt til ende. Det er ikke sjovt at blive efterladt på vejen og se bilen blive taget. Loven har vitterligt en effekt, siger Christian Berthelsen.

En kørte i en Polo - en anden i konens bil

Alene det seneste døgn har der været flere tilfælde. Det gælder blandt andet på Esbjerg-motorvejen natten til søndag, hvor en 34-årig bilist i en Audi A3 overhalede en patruljevogn og efterfølgende blev målt til 207 kilometer i timen.

Også i Glostrup glemte en mandlig bilist lørdag aften tilsyneladende, at han kørte i en byzone, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. I hvert fald blev han i en fartkontrol målt til at køre over 100 kilometer i timen, og det betød, at han kunne vinke farvel til sin bil – der i øvrigt var registreret i konens navn.

I Københavns sydhavn var den natten til søndag også gal, da en ung mand blev målt til 146 kilometer i timen på Vasbygade. På stedet siger skiltene 60 kilometer i timen.

Christian Berthelsen oplyser, at der i de fleste tilfælde har været tale om såkaldte muskelbiler – altså biler med en stor motor og mange hestekræfter. Der har dog også, siden loven trådte i kraft, været et tilfælde med en vanvidsbilist i en VW Polo.

- Der er fortrinsvis tale om unge mennesker, som er meget risikovillige, og så kører de fleste af dem i nogle biler, der er ganske kraftfulde, siger politiassistenten.

Bil kan konfiskeres - også selvom den er ejet af en anden

Den nye lov trådte i kraft 31. marts og betyder blandt andet, at politiet ved vanvidskørsel har fået mulighed for at konfiskere biler og efterfølgende sælge dem på auktion.

Det gælder også, selvom bilen ikke tilhører den person, der kører vanvidskørsel, eller hvis der er tale om en leaset bil.

Efter beslaglæggelsen er det op til retten at beslutte, om bilen kan konfiskeres.

Vanvidskørsel dækker over en række forseelser. Det gælder blandt andet kørsel, som resulterer i uagtsomt manddrab, spirituskørsel med en promille på eller over 2,00 samt kørsel med en fartoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 kilometer i timen.

Den nye lov er blandt andet blevet til, efter at en politibetjent i juli 2019 blev kørt ihjel af en vanvidsbilist på Langebro i København.