Hård påske-nedlukning mange steder i Europa
Mens vi i Danmark ser ind i en genåbning af samfundet, stirrer mange andre europæiske lande direkte ind i nye, hårde restriktioner.
Mens påskefreden har lagt sig over Danmark, og danskerne venter spændt på de kommende lempelser af restriktionerne 6. april, er situationen anderledes andre steder.
Flere europæiske lande har strammet restriktionerne over påsken og ud i fremtiden, af frygt for at de mister kontrol over pandemien.
Derfor kan mange europæere se frem til en påske med udgangsforbud, begrænsninger på familiebesøg, rejserestriktioner og mere til.
Herunder får du et overblik over nogle af de lande, der har indført skrappe restriktioner.
Frankrig
I Frankrig træder nye restriktioner i kraft lørdag.
Franskmændene vil ikke længere kunne bevæge sig længere end ti kilometer væk fra deres bopæl. Der er en række andre undtagelser, som ikke mindst gælder studie og arbejde, men også indkøb og motion.
I påskeweekenden er det dog tilladt at bryde forbuddet for at besøge familie. Det opfordrer myndighederne til at lade være med for at undgå øget smittespredning.
Desuden er der indført udgangsforbud i Frankrig mellem klokken 19.00 og 06.00.
Frankrig har siden begyndelsen af pandemien registreret 4.755.780 smittede, viser tal fra Johns Hopkins University.
Tyskland
Der har været stor forvirring omkring restriktioner over påsken i Tyskland, fordi kansler Angela Merkel først varslede hårde restriktioner, så trak dem tilbage, og så sagde, der måske kom nogen alligevel.
Men i sidste ende blev det en lettere punkteret udgave af de ellers strenge restriktioner, Merkel først havde planlagt.
Man kan rejse frit rundt i Tyskland, selvom man skal have en negativ coronatest med sig, hvis man flyver indenrigs – ligesom det er tilfældet i Danmark.
Til gengæld er det forbudt for tyskere over 14 år at samles mere end fem personer, og de må heller ikke mødes med personer fra mere end to husstande.
Angela Merkel har appelleret til tyskerne om, at de holder en lille, stille påske med få familiemedlemmer.
Tyskland har siden pandemiens begyndelse registreret 2.866.323 smittede.
Spanien
Spanierne lever stadig i et samfund tynget af nødretstilstand, som blev erklæret i landet helt tilbage i oktober, og som varer i mindst en måned endnu.
Derfor er det forbudt at rejse mellem de spanske regioner, men i selve regionerne er der stor forskel på, hvordan man håndterer pandemien.
I Madrid har restauranter, cafeer og barer eksempelvis været åben i noget tid, og selvom de har skærpede lukketider, så er det en verden til forskel for store dele af landet, hvor branchen stadig er lukket.
Der er udgangsforbud i hele Spanien efter klokken 22.00.
Spanien har siden pandemiens begyndelse registreret 3.291.394 smittede.
Italien
Hele Italien er en såkaldt ”rød zone” i påskeweekenden, hvilket betyder, at det er forbudt at rejse mellem byer og regioner. Men det er stadig tilladt at rejse ud af landet.
Alle, der rejser ud af Italien, skal dog i tvungen isolation i fem dage ved hjemkomst og skal tage en coronatest, før de kan forlade deres hjem igen.
Der er dog stadig et strengt forsamlingsforbud i værks, der betyder, at italienerne ikke må besøge andre husstande mere end to personer ad gangen.
Italien har siden pandemiens begyndelse registreret 3.607.083 smittede.
Grækenland
Lige nu valfarter turister fra hele Europa til Grækenland, selvom der er strenge vilkår for turister, der ankommer til landet.
For det første er hotellerne lukket, og derfor bor de fleste turister i lejede boliger i stedet. Derudover er cafeer, barer og restauranter lukket, og regeringen truer med at indføre ekstra straf for dem, der trodser lukkepåbuddet.
Derudover skal turister i en uges tvungen selvisolation, og de risikerer ligesom de øvrige grækere at blive straffet, hvis de bryder retningslinjerne.
Sidst, men ikke mindst, skal turister konstant informere de græske myndigheder om, hvor de bevæger sig hen, når karantænen er slut. Det foregår over tekstbesked.
Grækenland har siden pandemiens begyndelse registreret 267.172 smittede.