Samfund

Bortvist kommunaldirektør fortæller for første gang sin side af sagen

I forlængelse af advokatundersøgelsen anbefales det, at en mulig affære mellem eksborgmesteren og kommunaldirektøren efterforskes af politiet.

Den bortviste kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Annemarie Zacho-Broe, har den seneste tid modtaget trusler.

Det skriver hun i et langt opslag på det sociale medie Linkedin.

Her fortæller hun for første gang selv sin side af sagen uden dog at gå konkret ned i de beskyldninger, der har været rettet mod hende om inhabilitet og en for tæt relation med den afskedigede borgmester Jacob Bjerregaard (S).

- Jeg har de sidste dage og uger oplevet hårde angreb på min person. Jeg har læst mange artikler og opslag på sociale medier med udlægninger af en virkelighed, jeg på ingen måde kan genkende. Jeg har fået trusler og chikanerende beskeder fra mennesker, jeg aldrig har mødt - skrevet på baggrund af det mediebillede, der er skabt. Det skal man kunne tåle som topchef, skriver Annemarie Zacho-Broe.

Undersøgelsens konklusioner

Det var mandag aften, hun af byrådet i Fredericia Kommune blev bortvist, efter hun havde været fritaget for tjeneste siden 5. januar.

Beslutningen er taget, i kølvandet på en advokatundersøgelse der blev fremlagt tidligere i marts. I forlængelse af advokatundersøgelsen anbefalede advokatfirmaet bag blandt andet kom frem til, at en mulig affære mellem eksborgmesteren og forhenværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe bør efterforskes af politiet.

Blandt medlemmerne af kommunens økonomiudvalg var der ifølge undersøgelsen en klar bekymring for, at hun ville holde kritiske oplysninger tilbage for offentligheden i et forsøg på at beskytte borgmesteren.

I 2016 købte han sammen med sin kone en byggegrund med havudsigt af kommunen. Borgmesteren bød på grunden efter deadline og kom kun med et mundtligt bud, selv om reglerne siger, at det skal foregå skriftligt.

Det er også kommet frem, at der ganske usædvanligt kun var én person til samtale, da Fredericia Kommune i 2018 ansatte Annemarie Zacho-Broe som ny kommunaldirektør. Borgmesteren var med i det udvalg, der ansatte hende.

- Meget har handlet om personer

I sit opslag på Linkedin langer Annemarie Zacho-Broe ud efter mediedækningen og særligt Ekstra Bladet, der har gravet historien om de kritisable forhold frem.

- Meget af dækningen har handlet om personer, mere end den har handlet om sagen. For nuværende virker det tilnærmelsesvist, som om de fleste har glemt, hvor og hvorfor det hele startede, skriver hun og forsætter:

- De sidste uger og måneder har budt på et hidtil uset antal artikler, som mest af alt bidrager til at sætte Fredericia i et lys, som kommunen ikke fortjener. Meget, meget lidt har handlet om den flotte udvikling, Fredericia har været på de sidste år.

Annemarie Zacho-Broe forholder sig ikke til undersøgelsen eller kritikken, men skriver, at ”ingen er perfekte”, og at ”i politik, organisation og ledelse har vi alle et ansvar.”

- Ægte ledelse handler om at kunne tage ansvar, når det bliver svært, dilemmafyldt og udfordrende. Sådan er det at lede en organisation af mennesker og med mennesker i, skriver hun.

Omfattende rygter

TV 2 har forsøgt at få et interview med Annemarie Zacho-Broe. Hun henviser til sin advokat, Pernille Backhausen.

Hun siger, at rygterne har været meget mere omfattende særligt internt i byrådet , end kommunaldirektøren havde vidst, og at hun ikke tilnærmelsesvist var blevet gjort opmærksom på omfanget.

Dermed kunne Annemarie Zacho-Broe heller ikke orientere kommunens økonomiudvalg om dem, hvilket er en af argumenterne for at have bortvist hende, lyder det fra advokaten.

Et andet kritikpunkt har været, at Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe havde indgået en mundtlig aftale om hotelovernatninger i Fredericia på kommunens regning. Det skrev Ekstra Bladet om midt i marts. Denne kritik er dog ikke en del af bortvisningsgrundlaget for kommunaldirektøren.

Bilagene for Annemarie Zacho-Broes 15 overnatninger på et hotel er blevet undersøgt af kommunen, mens hun sammen med sin advokat har udarbejdet en redegørelse.

Ifølge Pernille Backhausen havde kommunen en skriftlig prisaftale med hotellet. En aftale om, at man må bruge det, hvis der er en faglig begrundelse for det og i perioder med særligt arbejdspres.

- Der har været et fagligt formål med det og en godkendelsesprocedure, som har overholdt de sædvanlige procedurer, siger Pernille Backhausen.

Dansen til julefrokosten

Og så er der rygterne og anklagerne om, at Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe har haft et så tæt forhold, at hun er blevet inhabil i sin rolle som kommunaldirektør. En video fra en julefrokost i 2018, som Ekstra Bladet har offentliggjort, viser de to danse tæt på en bar i Fredericia.

- Den video må folk selv bedømme, men en dans på et offentligt dansegulv er ikke noget, der gør en inhabil, eller at man ikke kan udføre sit job som henholdsvis borgmester eller kommunaldirektør, siger Pernille Backhausen.

Men der har været en bekymring for, om deres forhold har været for tæt. Afviser I det?

- Det ligger i funktionerne at en kommunaldirektør og en borgmester har et tæt samarbejde. Hertil har både borgmesteren og Annemarie Zacho-Broe har gentagne gange sagt, at der er ingen nær relation. Bekymringen er fuldstændig udokumenteret. Rygterne er udokumenterede, siger Pernille Backhausen