Coronavirus

Seks nye tilfælde af brasiliansk coronavariant fundet

Der er konstateret i alt ni tilfælde af varianten P1, der formodes at være mindre vaccinefølsom, i Danmark.

Der er fundet seks nye tilfælde af den brasilianske coronavariant P1.

Dermed er der i Danmark i alt bekræftet ni tilfælde af varianten, der frygtes at være mere smitsom og have mindre følsomhed over for vacciner.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lørdag på Twitter.

- Vi har to nye smittekæder, som hverken er forbundet med hinanden eller allerede kendt smittekæde. Smittekilden er ukendt, og der er ikke kendt kobling til rejseaktivitet, skriver ministeren.

Han oplyser, at der er sat gang i både isolation for de smittede og en intensiv smitteopsporing.

Mutation fundet første gang i marts

Varianten blev første gang fundet i den brasilianske by Manaus og hos nogle japanske rejsende, der havde været i Brasilien. Det var i januar i år.

I begyndelsen af marts blev varianten for første gang påvist i Danmark.

P1 er en af de varianter, som Statens Serum Institut (SSI) holder særligt øje med.

Den har nemlig en mutation, som studier har forbundet med en nedsat følsomhed over for antistoffer. De vacciner, der er godkendt til brug i Danmark, ventes at virke over for P1, men det kan være med nedsat effekt.

Samtidig har P1-varianten nogle mutationer, som også den britiske og den sydafrikanske variant har, der giver mistanke om, at den kan være mere smitsom. Det er dog ikke endeligt bevist.